DBUs formand Jesper Møller går nu i rette med Morten Olsen og Peter Bonde, fordi landstræneren og hans assistent har kritiseret aflysningen af ligalandsholdets vintertur og forbundets nedskæringer.

Åbenhed. Begejstring. Glæde. Og naturligvis - 'en del af noget af større'. De flotte ord stod i kø, da DBU skiftede ledelse, og Jesper Møller overtog formandsposten, mens Claus Bretton-Meyer satte sig til rette i direktørstolen.

Men man kan åbenbart også blive for åbne. I hvert skal Morten Olsen og Peter Bonde ikke blive alt for åbentmundede.

I et nyhedsbrev fra Jesper Møller til DBUs repræsentantskab gør formanden det klart, at kritikken bør holdes internt:

- Det er ikke acceptabelt at give sin mening til kende i medierne, ligesom det på samme måde er uacceptabelt at give samarbejdspartnere eller andre interessenter skylden for de nødvendige besparelser og omstruktureringer, lyder det i følge Politiken i nyhedsbrevet.

- Sådanne holdninger m.v. skal afklares internt, lyder det videre.

Der bliver ikke nævnt navne, men der er næppe tvivl om, at Olsen og Bonde står for skud efter, at de har givet udtryk for deres frustration over den aflyste ligalandsholdstur og den måde, som DBUs midler bliver prioriteret.

Det er kun anden gang inden for få dage, at Morten Olsen mærker, at der er kommet en ny ledelse i DBU. I weekenden gav adm. direktør Claus Bretton-Meyer udtryk for, at landsholdet skal vinde EM-kvalifikationskampen over Serbien på fredag.

- Skulle vi mod forventning ikke komme i den situation, må vi jo kigge på tingene igen - sådan er det jo, sagde Bretton-Meyer i et interview med Politiken, hvor han gjorde det klart, at alle kan risikere en fyring - også landstræneren i tilfælde af manglende EM-kvalifikation.

BT forsøgte efterfølgende at få Bretton-Meyer til at uddybe sine synspunkter, men DBUs direktør ønskede ikke at udtale sig mere om emnet, end han allerede havde gjort i interviewet.

Olsen fastslog efterfølgende, at han ikke ville kommentere på udtalelserne:

- Jeg gør, hvad jeg kan, og så må andre afgøre, om det er nok. Mere er der ikke at sige om det.