DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, vil inddrage spillerne, før han afgør, hvem der skal være landstræner. Morten Olsens motivation er afgørende for en eventuel forlængelse. Indtil videre forhandler DBU ikke med andre kandidater.

Skal Danmark have en ny landstræner eller ej? Den eneste mand, der reelt kender svaret, er DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen.

Hvor meget betyder spillernes holdning i forhold til din beslutning om at forlænge med Morten Olsen?

- Jeg har i mine sonderinger omkring forlængelser altid inddraget spillerne, primært spillerrådet. Det gjorde jeg sidste gang, vi forlængede med Olsen, og det kommer jeg også til at gøre nu for at tage dem med på råd. Deres anbefaling vil jeg naturligvis lægge vægt på.

Har du allerede snakket med spillerrådet?

- Jeg har endnu ikke snakket med dem. Jeg holder fast i min oprindelige plan om, at vi skal spille den sidste kamp færdig, før vi tager fat i det. Alt andet ville være forstyrrende.

Hvad betyder folkestemningen for dig i forhold til en eventuel forlængelse med Morten Olsen?

- Alt hvad jeg lytter mig til, alt hvad jeg snapper op, betyder noget i min samlede vurdering. Men det bliver ikke folket, der ansætter en ny landstræner. Hverken BT eller andre medier kan lægge pres på mig for at sikre, at det bliver en udlænding. Og folket kan ikke lægge pres på mig for at sikre, at det ikke bliver Olsen.

Hvornår kommer din snak med Morten Olsen til at foregå?

- Inden for den næste måneds tid kommer vi til at diskutere det her og evaluere vores VM-kvalifikation, og så tager vi den derfra.

Har du på nuværende tidspunkt haft samtaler med eventuelle kandidater til jobbet?

- Nej, det har jeg ikke.

Dick Advocaat er blevet nævnt som en kandidat, og andre udlændinge er også bragt i spil. Hvorfor insisterer DBU på, at det skal være en dansker?

- Jeg vil ikke kommentere på navne. Når det er sagt, er der ikke noget galt med udlændinge i udgangspunktet. Men der er jo heller ikke noget galt med danskere i udgangspunktet. For mig er det bare oplagt, at det skal være en dansk landstræner, der skal træne et dansk landshold. I første omgang.

Synes du, der er danske kandidater, der er gode nok til at afløse Olsen?

- Jeg vil ikke kommentere på navne eller muligheder på nuværende tidspunkt.

DBU udsendte en pressemeddelelse i weekenden, hvor I bekendtgjorde, at Olsen er i spil til en forlængelse. Hvad skal man lægge i den pressemeddelelse?

- Ikke andet, end at vi ville berolige pressen og sige, at der ingen nyheder er omkring landstrænerposten. Og at vi ikke kommer til at kommentere på eventuelle kandidater, på forslag eller alternativer til Olsen. Vi sendte den ud for at slå fast, at vi kører efter vores plan og for at understrege, at det for DBU ikke er et tema endnu. Det var måske et naivt forsøg på at parkere diskussionen.

Den kunne også læses som et forsøg på at gyde vandene omkring, en forlængelse med Olsen. Overskriften er jo ’Olsen stadig i spil efter sommeren 2014’.

- Jeg har jo hele tiden sagt, at Olsen er i spil til en forlængelse. Der er ikke noget med at gyde nogen vande eller lignende. Jeg har hele tiden sagt, at jeg tager en snak med Olsen, og den snak vil også indeholde en diskussion om, hvorvidt han er motiveret for yderligere en periode, og om han derfor er en kandidat.

Har I fået nogen henvendelser omkring posten som landstræner?

- Ja, det må jeg sige. Der har været en del henvendelser fra interesserede.

Du stopper med udgangen af december og bliver afløst af en administrerende direktør. Skal en landstræner være fundet, inden du stopper ?

- Nej. Jeg stopper med udgangen af december, men der kan jo stadig være et åbent spørgsmål omkring en eventuel afløser? Hvornår kan en afløser være klar? Og hvor meget overlap kunne vedkommende ønske sig?

Betyder det, at hvis vi får en ny landstræner, så kan det være, at han først kommer til sommer?

- Jeg vil ikke lægge mig fast på nogle terminer. For dette trænermarked skifter fra måned til måned, og mulighederne eller manglen på muligheder skifter også fra måned til måned.

Hvorfor skal du, der er afgående, finde en ny landstræner? Hvorfor giver man ikke den nye generalsekretær og nye formand i DBU muligheden for at sætte deres eget hold?

- Det er jo DBUs forretningsudvalg, som har bedt mig om at påtage mig opgaven. Om min afløser skulle have haft opgaven, afhænger jo meget af den pågældendes profil, baggrund og kompetencer. Hvis der kommer en ny generalsekretær, som ikke har så meget fodboldindsigt, ville det jo være en bjørnetjeneste at bede ham om at finde Danmarks næste landstræner.

Vil det så sige at din afløser ikke behøver at have fodboldindsigt?

- Det tror jeg ikke, han behøver at have. Det er jo andre, der vurderer ansøgerne, men jobopslaget indikerer jo, at personen ikke nødvendigvis behøver at have en stor fodboldsagkundskab, for det er vigtigt at vedkommende er en dygtig leder af organisationen.

Betyder det, at man overvejer en managerfunktion eller sportschef-rolle i DBU?

- Nej, det overvejer vi ikke.