Her må det danske hold undvære Kenneth Carlsen, der endnu ikke er klar efter sin skulderskade.

"Finn Christensen (Davis Cup-kaptajn, red.) spurgte, om jeg var interesseret. Der er jo lidt problemer på holdet, og jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan.

Jeg har også talt lidt med Kenneth Carlsen om det, og han synes, det er en ok idé. Samtidig passer det mig fint at komme i gang igen," siger Frederik Fetterlein, der stoppede efter sidste års tabte oprykningskamp mod Ungarn.

"Jeg mistede lidt lysten efter den kamp. Der var for meget brok. Men nu glæder jeg mig igen til at spille," fortæller Fetterlein, der kun har fem kampe i tasken i denne sæson.

"Jeg har godt nok ikke spillet mange kampe, men jeg føler mig i god fysisk form, og efter Davis Cup vil jeg gerne spille turneringer igen og forsøge at komme tilbage."

Den har man hørt før. Men som noget nyt er forventningerne skruet noget ned hos verdensranglistens nr. 667. Planen er nu fire-fem af de små future-turneringer.

"Jeg har aftalt med Tereza (Fetterleins kone, red.) om at spille fuldt ud i denne sæson, men uden at sætte alt for sindssyge forventninger. Og hvis det ikke går, må jeg bare sige: Det var det," erkender Fetterlein.

Tidligere comeback-forsøg er imidlertid slået fejl, og Fetterlein indrømmer, at det kan blive svært mentalt at skulle starte forfra.

"Spørgsmålet er, om jeg kan få hovedet med og acceptere at skulle spille små turneringer mod modstandere, der er villige til at æde deres mor for en breakbold. Men nu får jeg ikke så meget andet at koncentrere mig om end kone, barn og tennis.

Det er måske bare et kick, jeg føler lige nu, men jeg synes, jeg har fået lidt flere rammer om mit liv nu," siger Fetterlein.

De øvrige spillere til kampen mod Tyrkiet er Kristian Pless, Jonathan Printzlau og debutanten Bob Borella.