En gammel, forvirret dame, der fører indbildte samtaler med sin afdøde mand.

Sådan beskrives Storbritanniens jernlady, tidligere premierminister Margaret Thatcher, i en ny film, der netop har haft premiere i London. Blandt premieregæsterne var den nuværende premierminister, David Cameron, og selv om han er begejstret over skuespilleren Meryl Streeps portræt af Thatcher, mener han, at filmens timing er forkert.

I et interview med BBC siger Cameron, at filmen »The Iron Lady« ikke burde have været lavet nu, mens Margaret Thatcher stadig lever.

- Det er en film, der mere handler om det at blive gammel og om elementer af demens end om en fantastisk premierminister. Det er et storslået stykke skuespilkunst, men jeg ville ønske, at de havde lavet filmen på et senere tidspunkt, siger David Cameron.

Instruktør Phyllida Lloyd mener dog ikke, at filmen udstiller Margaret Thatcher. På vegne af holdet bag filmen siger hun til avisen Evening Standard:

- Vi føler alle, der ikke er noget skamfuldt i et portræt af et menneske, der oplever svigtende helbred og glemsomhed.

David Cameron er ikke den eneste konservative toppolitiker, der kritiserer filmen. For eksempel udtaler tidligere handelsminister og partiformand Norman Tebbit, at han ikke genkender den »halvhysteriske, overfølsomme« kvinde, som Meryl Streep fremstiller.