Der er kommet alvorlige ridser i David Beckhams lak.

I offentligheden er David Beckham et kæmpe forbillede for rigtig mange mennesker. Han var en fantastisk fodboldspiller med en karriere i nogle af klodens største fodboldklubber - bl.a. Manchester United og Real Madrid - han har optrådt som model, og han har altid optrådt med stor værdighed. Desuden har han i 15 år været ambassadør for FNs børnefond (UNICEF).

Men nu er hans e-mail konto blevet hacket, og det er artige sager, Football Leaks - fodboldens svar på WikiLeaks - kan afsløre.

Daily Mail kan skriver således, at velgørenhedsarbejdet er led i en større plan fra David Beckhams side. Nemlig at han skal have et ridderkos og adles, så han fremover skal tituleres Sir David Beckham, præcis som det er sket for hans tidligere chef i Manchester United, manager Sir Alex Ferguson, og andre berømte fodboldspillere - eksempelvis Sir Bobby Charlton og Sir Geoff Hurst.

Da David Beckham blev forbigået af komiteen i 2013, skrev han som svar til dem i en e-mail: 'Unappreciative cunts!'. En mild oversættelse: 'Utaknemmelige svin!

Selvom David Beckham efter sigende er god for et par milliarder kroner, afholder det ham ikke fra at være nærig.

Ved en lejlighed skulle han flyve til Asien i sin egenskab af UNICEF-ambassadør. I den forbindelse forlangte og fik han et sæde på business class til 6.685 pund (små 58.000 kroner) betalt af UNICEF, selvom hans private sponsorer i første omgang havde skaffet ham et privat jetfly til begivenheden.

Franske Mediapart, som sammen med bl.a. franske L'Équipe og tyske Der Spiegel har offentliggjort e-mailene, skriver også, at David Beckham har oprettet en UNICEF-fond, der skal støtte velgørenhed. I realiteten har den snarere til formål at promovere David Beckhams egne forretninger.

»Det hele handler mere om at styrke hans forretninger - og at pleje hans image som velgører over for annoncører,« siger en kilde tæt på Football Leaks til Mediapart.

For eksempel foreslog David Beckhams pr-rådgiver, Simon Oliveira, at fonden - som hedder 7 efter David Beckhams trøjenummer i Manchester United - skulle støtte et arrangement med præmier i Shanghai i Kina.

»Der skal ikke postes penge i det arrangement. Hvis fonden ikke eksisterede, ville de penge jo være mine. De penge tilhører fandeme mig,« lød David Beckhams svar på e-mail.

BBC skriver, at en talmand for den 41-årige mega-stjerne sagt, at disse e-mail er gamle og taget ud af en sammenhæng.

UNICEF siger i en kommentar, at organisationen ikke har set de pågældende e-mails.

»Men vi kan forstå, at de er blevet offentliggjort. Vi har i 15 år haft et glimrende samarbejde med David Beckham, som igennem årene har doneret betydelige summer, der har hjulpet vores arbejde,« lyder det i en udtalelse.