"Pressen fortæller igen og igen, at jeg har en helikopter, et jetfly og 10 biler. Det passer ikke. Jeg har fire biler: En Ferrari, en TVR, en Jeep og familiens Mercedes," forklarer David Beckham i et forsøg på at beskrive, hvordan alt, hvad han siger og gør, forstærkes og forvrænges af medierne, inden det kyles i fjæset på offentligheden.

Rygterne svirrer i luften som rotorerne på den helikopter, som David Beckham altså ikke lader sig transportere i fra den bopæl i London, som han selv hævder, at han ikke har og til den træning, som han indrømmer et par gange at være udeblevet fra. Bare ikke på grund af modeopvisninger, men derimod for at passe sit syge barn.

Alle disse afsløringer - og mange flere - dukkede i går op i avisen News of the World, hvor David Beckham optræder i et interview, som avisen med en blanding af god ret og selvsmagende oppustethed kalder "World exclusive".

Sådan et interview er uden tvivl kommet i stand takket være en gevaldigt stor pose penge - og så fordi United-manager Alex Ferguson har sin faste, velbetalte klumme i samme organ og sikkert uhyre gerne vil have lidt ro omkring sin største stjerne med et mund-lukkende manifest fra spilleren.

Beckham kvæler da også hårdhændet rygterne om et snarligt 300 millioner kroner-klubskifte, hvor såvel Arsenal som Barcelona samt diverse italienske klubber konstant nævnes på skift.

"Jeg bliver misfornøjet når jeg læser, at jeg forlader United, for der er ikke nogen anden klub, jeg vil spille for. Jeg kan ikke se mig selv nogensinde spille for en anden klub i dette land. Jeg forlader kun United, hvis det er fordi, klubben vil sælge mig. Det bliver aldrig mit eget valg," siger David Beckham til News of the World.

"Jeg er blevet bebrejdet og forfulgt for især min udvisning mod Argentina i VM 1998 (Af dommer Kim Milton Nielsen, red.), og selvfølgelig ville jeg ønske, at det aldrig var sket. En del af mig er meget "hot-headed" (heftigt temperament, red.). Jeg er gået over stregen et par gange, men jeg håber at lære af det og blive mere moden. Glem ikke, at jeg kun er 24 år og går ind i hver eneste kamp helt desperat for at vinde," siger David Beckham.

Han understreger, at det ikke - som det ellers har været den udbredte følelse hos fodboldfolket - er hans kone, der prøver at lokke ham væk fra byen Manchester og fra United.

"Hun har aldrig ønsket, at jeg skulle forlade United. Det er trist at se, at så mange mennesker tror, at Victoria hader at leve i Manchester. Hun er kun i London, når hun arbejder, og vores hjem er lejligheden i Alderley Edge i Cheshire, som kun er en halv times kørsel fra Old Trafford. Vi har købt et hus nær London, og der vil vi formentlig bo senere i livet, for det er der, vi begge to kommer fra, men det er langt ude i fremtiden. Folk tror, at jeg kører frem og tilbage mellem London og Manchester hver dag eller flyver i mit eget jetfly eller helikopter, men det har end ikke strejfet mig at gøre den slags. I de sidste tre måneder har jeg kun været ialt seks dage i London, men hver gang ligger der altid en masse fotografer på lur for at bevise, at jeg bor der og ikke i Manchester. Folk vil så gerne se mig som en "bad boy", men det er jeg altså ikke," forsikrer David Beckham.

Han fortæller, at balladen med manager Alex Ferguson i forrige uge, da Beckham udeblev fra træning, også blev blæst helt ud af proportion.

"Mit forhold til min manager er fint nu. Spillere har indimellem sammenstød med deres manager, men det betyder ikke, at problemet behøver at blive permanent. Man kan godt have et skænderi med ham den ene dag, og så er det glemt den næste. Det er en af de gode ting ved ham," siger David Beckham om Alex Ferguson, der smed ham uden for truppen efter at have misset en træning.

"Jeg sætter min søn og hans helbred over fodbolden, og min søn Brooklyn var syg den dag. Jeg ringede til klubben og sagde, at jeg ikke kunne træne, og jeg accepterede at blive sat af til næste kamp. Men det skuffer mig, at en lille diskussion mellem min manager og mig skulle gøres til en historie om, at jeg ville væk fra United," siger David Beckham.