Den 59-årige politibetjent Gordon Semple tog den 1. april på en Grindr-date med Stefano Brizzi og blev siden fundet kvalt og parteret med dele af sin krop lagt i et badekar fyldt med syre.
Det skriver BBC og flere andre engelske medier ifølge oplysninger fra retten.
Gordon Semple havde over appen Grindr, der er en dating-app for primært homoseksuelle mænd, aftalt at ses med Stefano Brizzi, og de to mødtes derfor den 1. april i Brizzis lejlighed i det sydlige London.
Aftalen var, at de to skulle have sex, men Gordon Semple kom aldrig derfra i live. Brizzi er nu tiltalt for mordet på den 59-årige politibetjent.
Stefano Brizzi nægter i retten dog selv at have slået Gordon Semple ihjel og siger, at betjenten døde ved et uheld under en sexleg mellem de to.
I retten er det kommet frem, at Gordon Semple havde interesse for sadomasokistisk sex, og en sms fremlagt i retten viser også, at Semple før mødet med Brizzi havde skrevet, at han ville besøge ham for at dyrke »hot, fræk, snusket sex«. I retten er det også kommet frem, hvordan de to mænd havde planlagt, at flere mænd skulle komme forbi lejligheden til en såkaldt 'sex-fest'.
I dagene efter Semple og Brizzis møde begyndte flere naboer at bemærke en ubehagelig lugt, og den 7. april blev det så slemt, at en nabo underrettede politiet, som aflagde Stefano Brizzi et besøg.
I hans hjem fandt de et badekar fyldt med syre - og med flere »kugler af kød« som det blev beskrevet i retten.
Besat af Breaking Bad
Ifølge anklageren var Stefano Brizzi stor fan af tv-serien Breaking Bad, hvor man i et af seriens første afsnit også ser et lig blive opløst i et badekar fyldt med syre. Brizzi skulle også angiveligt selv have indrømmet mordet.
»Jeg slog ham ihjel i sidste uge. Jeg mødte ham på Grindr, og jeg slog ham ihjel. Satan sagde, jeg skulle gøre det,« har Brizzi angiveligt fortalt en betjent.
Han har dog ikke ønsket et såkaldt psykiatrisk forsvar, og han hævder altså nu, at Semple døde under en sexleg.
Det er i retten også kommet frem, at Brizzi havde mistet sit job i en investeringsbank, fordi han var bruger af stoffet methamfetamin. I en støttegruppe har Brizzi angiveligt også fortalt, hvordan han troede på djævlen og godt kunne lide sataniske ritualer.
