Krisen i Europa stikker nu så dybt, at danskerne i et historisk omfang vender euroen og det europæiske samarbejde ryggen.

En måling, som TNS Gallup har foretaget for Berlingske, viser et voldsomt skred i danskernes holdning til euroen og EU generelt. Blot 22 procent af danskerne ville i dag stemme ja til euroen. I februar 2011 var næsten dobbelt så mange, 41 procent, positive.

Euro-tilslutningen er den laveste, siden Berlingske begyndte sine målinger tilbage i 1996.

Europaminister Nicolai Wammen (S) finder det naturligt, at danskerne har en »stærk skepsis over for euroen«:

- Med den uro, der er i eurozonen, så kan jeg godt forstå, at danskerne ikke står i kø for, at vi skal med i den fælles valuta. Det har vi heller ikke nogen planer om, men vi så gerne en folkeafstemning om rets- og forsvarsforbeholdene - det ligger dog ikke lige rundt om hjørnet, siger han til Berlingske

DF-formand Kristian Thulesen Dahl mener derimod, at det vil klæde regeringen en gang for alle at lytte til danskerne.

- Regeringen må simpelthen acceptere, at det er en permanent tilstand, at Danmark ikke ønsker at sidde med ved alle de borde, der er i EU, siger han.

Undersøgelsen viser samtidig den ringeste opbakning til en afskaffelse af forsvars- og retsforbeholdene siden 1994, og at blot hver tredje dansker ønsker øget økonomisk integration i Europa. Det får EU-professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet til at tage ordet »slutpunkt« i sin mund.

- Lad os få konsolideret EU og lade være med at tænke i næste integrationsskridt hele tiden, siger han.

Men den går ikke, siger EU-kommissær Connie Hedegaard (K). Målt i et stillbillede ønsker danskerne ikke mere EU, konstaterer hun og finder det naturligt set i lyset af problemerne i eurozonen.

- Hvis danskerne ikke ønsker at gå videre, er det ikke ensbetydende med, at verden i morgen er som verden i dag. Det handler om at komme i gang med at diskutere ting som bankunionen, mens den diskuteres i andre lande - ikke bagefter. Der er brug for at forklare danskerne, hvordan det kan stille os, hvis vi insisterer på at stå stille, siger Hedegaard.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, afviser, at de folkevalgte er ude af trit med befolkningen. Hun mener, svaret på danskernes EU-skepsis skal findes i euroens krise.

De Radikales EU-ordfører Sofie Carsten Nielsen afviser ikke en afstemning om forbeholdene, men siger med blikket rettet mod de blot 22 procent, der ønsker euroen:

- Den kan vi ikke komme til at stemme om lige foreløbig.