Mimrekort, rengøring og influenzavaccination. Et stort flertal af befolkningen er enige med socialminister Karen Hækkerup i, at det skal være økonomien og ikke alderen, der afgør, om man kan få offentlig støtte eller ej.

En spritny undersøgelse, som Gallup har lavet for BT, viser, at hele 67 pct af befolkningen er enige i, at velhavende borgere selv bør betale for en række velfærdsydelser.

- Det er jeg rigtig glad for. Undersøgelsen viser, at der er opbakning til at se på, hvordan velfærdssamfundet kan hænge sammen i fremtiden. Det er en erkendelse af, at vi bliver flere og flere ældre og færre unge til at betale. Vi skal kunne se os selv i øjnene og turde tage de nødvendige debatter, siger socialminister Karen Hækkerup (S).


HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN


Undersøgelsen har blandt andet spurgt til danskernes holdninger til rengøring i eget hjem, rabat på offentlig transport, influenzavaccination, praktiske hjælpemidler, boligtilskud, nedslag i ejendomsværdiskat og rabat på fritidsaktiviteter.
 
I grove træk kan man sige, at der er størst opbakning til at de rigeste selv må betale for rengøring i eget hjem, men også størst opbakning til at rabat på offentlig transport skal bevares.

I paraplyorganisationen Ældremobiliseringen, der repræsenterer de dårligst stillede ældre, er formand, Jørgen Fischer, enig.

- Selvfølgelig skal vi kigge på velfærdsydelser med andre øjne end nu, hvor samfundet er et andet. Med den løn de nuværende generationer har tjent, skal de også yde, når de kommer op i alderdommen, siger Jørgen Fischer.

{embedded type="node/polls" id="19550239"}

I Foreningen Ældresagen er chefkonsulent, Olav Felbo, dog ikke begejstret for graduering af velfærdsydelser til ældre.

- Vi mener generelt, at det hverken skal være alder eller økonomi, der skal være afgørende, men den enkeltes behov. Velfærdsstaten går ud på, at vi betaler høje skatter, mens vi er erhvervsaktive mod til gengæld at kunne regne med en hjælpende hånd, når vi får brug for det. Det skal ikke være ydmygende at stå med hatten i hånden, siger Olav Felbo.


HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN


Han fortæller, at erfaringer fra udlandet viser, at hvis man begrænser offentlige ydelser til de aller svageste, så forsvinder opbakningen til velfærdssamfundet i den brede befolkning, fordi det ikke længere er et fælles projekt.

Men socialminister Karen Hækkerup er ikke enig.

- Ældresagen skyder langt over målet. De skal lade være med kun at have fokus på ældre. Der er mange behov, velfærdssamfundet skal opfylde. Men når mælken og honningen ikke flyder frit i gaderne, hvorfor er det så lige pensionisterne, der skal have hjælp? Vi mangler for eksempel penge til en tidlig forebyggende indsats på børneområdet, og øvelsen går ud på at få økonomien som helhed til at hænge sammen, siger socialminister Karen Hækkerup.

Hun giver et eksempel på, hvordan man kan graduere velfærdsydelser i forhold til økonomi og rådighedsbeløb.

- På børneområdet er det sådan i dag, at man betaler for pasning til sit barn. Men hvis man har dårlig økonomi, kan man få friplads, forklarer Karen Hækkerup.

Hun kommer med et konkrete udspil til efteråret.