Gælder det om at sikre arbejdspladsen i fremtiden, vil hver tredje sige ja til en lønnedgang. Det viser en Megafonmåling foretaget for Politiken og TV 2. Og det tal er overraskende, vurderer fagbevægelsen, forskere og økonomer.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, som er professor ved Aalborg Universitet mener, at det skyldes krisens indtog i mentaliteten hos lønmodtagerne.

- Det siger noget om krisebevidstheden, at man vil redde arbejdspladser ved at gå ned i løn, siger han til Politiken.

Det kommer også bag på fagbevægelsen, at hver tredje vil ofre dele af sin løn til fordel for arbejdspladsens overlevelse.

- Krisebevidstheden har åbenbart bidt sig fast. Det er svært at vurdere, hvor meget folk er klar til at gå ned, men vi har set, at reallønnen bliver udhulet både ved de offentlige overenskomster sidste år og nu ved forhandlingerne om nye overenskomster på det private område, siger formand Bente Sorgenfrey fra FTF til Politiken.

Hun er repræsentant for blandt andre skolelærere, bankfolk og pædagoger, og hun tror ikke, at lønnedgang er vejen frem.

- Det er tvivlsomt, om man kan redde virksomheder ved at gå ned løn. Der skal ske en udvikling af virksomheden, så der kommer nye kunder, siger hun til Politiken.

Der er Henning Jørgensen enig i:

- Krisen kan have en rensende effekt, så dårligt drevne virksomheder forsvinder. En lønnedgang kan give kunstigt åndedræt til en skrantende virksomhed. I stedet skal folk over i de veldrevne virksomheder og fremtidsorienterede brancher, siger han til Politiken.

Men det kan ikke stilles så enkelt op, lyder det fra cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

- Lønningerne er blevet presset for højt op i de gode år. Det kan blive nødvendigt for dele af industrien med lønnedgang, fordi de i international sammenhæng har høje lønninger, siger Mads Lundby til Politiken og gør opmærksom på, at der gik 160.000 job i det private tabt på få år.

Derfor bifalder han, at mange danskere er klar til at gå ned i løn.

- Det er en sund og realistisk indstilling, at folk er klar til at gå ned i løn for at redde deres arbejdspladser, siger han til Politiken.