Størstedelen af den danske befolkning vender ligesom regeringen tommelen ned til Enhedslistens krav om minimum to ugentlige bade til de ældre.
Det er ikke blot regeringen, der afviser at give de ældre et retskrav på mindst to ture under bruseren hver uge.
I en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten, svarer 64,5 procent af de adspurgte, at kommunerne selv skal afgøre, hvordan den ekstra milliard kroner til ældreplejen skal bruges.
Meningsmålingen giver også Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) dumpekarakter for den måde, som hun har håndteret finanslovforhandlingerne. Enhedslistens største profil har klaret forhandlingerne dårligere end både finansminister Bjarne Corydon (S) og Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen (V), lyder dommen fra vælgerne.
Men det tager Johanne Schmidt-Nielsen forholdsvis roligt.
»Jeg synes, vi har udvist stor kompromisvilje. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at stå fast. Hvis vi sagde ja tak, hver gang Bjarne Corydon truede med at gå til højrefløjen, så kunne vi lige så godt forære ham vores 12 mandater,« siger hun til Jyllands-Posten.
60,3 procent af de adspurgte giver Enhedslisten skylden for, at det ikke blev til en finanslovaftale mellem støttepartiet og regeringen.
DELTAG I DEBATTEN PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER{embedded type="node/polls" id="27616451"}
Men Johanne behøver måske ikke ligge søvnløs om natten af den grund. Flere kommentatorer peger således på, at selvom Enhedslisten lige nu får på puklen, så kan sagen sagtens vise sig at give endnu mere medvind i meningsmålingerne.