Er du klar til at give dine organer til en syg person, hvis du dør?

Spørgsmålet er stort, men ikke desto mindre er flere af Folketingets partier klar til at se på, hvordan man kan presse danskerne til at tage stilling til det.

- Vi har foreslået, at man skal spørges, indtil man har taget stilling, når man er i kontakt med det offentlige, efter man er fyldt 18. Indtil man har taget stilling, vil man blive spurgt jævnligt, siger de Radikales sundhedsordfører, Camilla Hersom, der peger på, at det kan ske i forbindelse med, at man får kørekort.

Hos Venstre vil sundhedsordfører Sophie Løhde ikke pege på konkrete initiativer, men hun understreger behovet for konkrete tiltag.

- Der er ingen tvivl om, at der er et gab mellem dels det antal organer, der er til rådighed og det, der er behov for, og dels det overvældende flertal af danskere, der faktisk er positive over for organdonation, men som aldrig får taget stilling. Det gab skal vi forsøge at lukke, siger hun og tilføjer, at Venstre er åbne over for at diskutere mulighederne for at gå nye veje på området.

Hos Socialdemokraterne ser man også positivt på at presse danskerne, men rammerne skal være rigtige, lyder det fra sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.

- Hvis vi skal lave lovgivning, hvad jeg er positiv over for, tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi gør det i forbindelse med nogle steder, hvor man kan få svar på basale spørgsmål om, hvad et »ja« betyder, siger hun.

Også Enhedslisten mener, det vil være en god idé at konfrontere danskerne, men advarer dog mod, at det bliver for massivt.

Danskerne er parate til at blive presset til at tage stilling. I hvert fald viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske Nyhedsbureau, at 61 procent ser positivt på lovgivning, der pålægger danskerne at tage stilling. 65 procent mener, at det er en god idé, at man bliver konfronteret med spørgsmålet, når man er i kontakt med det offentlige.

I Lægeforeningen håber man, at politikerne vil lytte til danskerne.

- Der er en konstant, men lille tilgang til Donorregistret, så vi kan se, at det ikke kommer af sig selv. Det vil være en stor hjælp både for pårørende og for fagprofessionelle, at man har taget stilling, siger formand, Mads Koch Hansen.

Også Transplantationsgruppen, der varetager interesser for transplanterede og personer, som venter på en organtransplantation, håber på handling.

- Så længe der dør 50 på ventelisten hvert år, er det jo, fordi vi mangler organer, siger formand Jan Rishave.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er dog betænkelig ved at presse danskerne yderligere.

- Det er fint, at der presses på for at få folk til at tage stilling, som når der udsendes donorkort med sygesikringsbeviset og uddeles foldere ved udstedelse af pas. Men jeg mener, at det er et spørgsmål, folk selv skal have lov at overveje grundigt sammen med deres nærmeste. Derfor er jeg også betænkelig ved, at den enkelte tvinges til at forholde sig til donation ved kontakt med det offentlige, siger ministeren, der dog sætter i gang i en handleplan, der skal se på, hvilke yderligere initiativer, der kan tages.