Aftalen, der også omfatter den nye landstræner-duo, Morten Olsen og Michael Laudrups debutkamp mod Færøerne den 16. august samt en række andre landskampe og europæiske klub-kampe, er indgået med det tyske agentur UFA Sports i Hamborg.

Men da TV Danmark 1 kun kan modtages i 55 procent af de danske husstande, snydes næsten halvdelen af befolkningen for VM-kampene.

"Vi har selvfølgelig en klar strategi med det her. Vi vil have en sportsprofil med så meget sport som overhovedet muligt. Vi har allerede hollandsk fodbold og professionel boksning fra Mogens Palles stævner, og det er vi ganske godt tilfredse med.

Fodboldaftalen skal så være med til at sikre os en endnu større interesse," siger adm. direktør i TVDanmark, Jesper Sehested Lund.

"Vort mål er at komme op på de 70 procent, som i dag kan se TV3. Det når vi selvfølgelig ikke nu og her, men med fodboldaftalen vil vi komme til at rykke seere. En langsigtet investering med store muligheder.

Jeg vil samtidig godt fastslå, at det her ikke kommer til at koste andre programmer livet. Vi har økonomien i orden, og vi er klar til at satse hårdt på det her," understreger Jesper Sehested Lund.

De øvrige TV-stationer var med i kapløbet om rettighederne, men ingen kunne matche det beløb, TV Danmark lagde på bordet.

Og hos konkurrenten TV2 tager sportschef Morten Stig Christensen det roligt.

"Vi har helt rigtigt været med i kapløbet, men prisen var kommet op på et plan, hvor vi slet ikke ønskede at være med. Det skulle jo nødig være gået ud over andre sportsgrene, fordi vi satsede så mange millioner på landsholdet og nogle Europa Cup kampe.

Jeg mener selv, at vort bud var ganske flot. I det her game taber du nogen gange, og det er bare ærgerligt," konstaterer Morten Stig Christensen.

Han får dog måske chancen for påny at byde på kampene, fordi sagen sandsynligvis sendes i konkurrencenstyrelsen på grund af en EU-regel om, at mindst 90 procent af befolkningen skal kunne se nationale sportsbegivenheder.

Sportschef på TV3 Jørgen Madsen:

"For os var det alt for mange penge i forhold til varens kvalitet.

Landskampe mod Malta og Island rykker altså ikke så meget, og vi vil fortsat sende mere end 100 fodboldkampe om året.

Vi har også stadig rettighederne til Champions League hjemmekampene for de danske hold, samt selvfølgelig en masse andre kampe i CL.

I dag kan efterhånden 72 procent se TV3 og 3+, og vi er nok ved at nå en mætningsgrad på fodboldfronten.

Jeg tror ikke, at der bliver flyttet ret mange flere seere grundet det her. Folk har i dag så mange muligheder for at se fodbold, at det virkelig skal være noget virkelig godt," siger Jørgen Madsen.

I TV Danmark-aftalen ligger udover VM-kampene også rettigheder til Herfølge og Brøndbys udekampe i Champions League-kvalifikationen samt AB og Viborgs UEFA Cup kampe på udebane - men vel at mærke kun, hvis det gælder hold, som UFA har kontrakt på.

I Dansk Boldspil-Union er man ikke jublende lykkelig for, at landskampene nu kommer ud til en endnu mindre del af befolkningen.

"Vi kan bare ikke gøre så meget, og vi bliver heller ikke selv direkte berørt, idet der er tale om kampe på udebane.

Men der er ingen tvivl om, at fodbolden flytter seere. Det har vi set mange eksempler på i de senere år.

Vores generelle holdning er bare, at så mange som muligt skal kunne se landsholdet.

Derfor går jeg ud fra, at TVDanmark 1 i forlængelse af de politiske beslutninger tilbyder kampene til de landsdækkende stationer DR1 og TV2. Med kun 55 procent vil mange jo være afskåret fra at se landskampene, men det hele handler selvfølgelig om cool cash. Og her kan prisen også blive for høj for DR1 og TV2," siger generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen.

De fem danske VM-kvalkampe er mod Island og Nordirland i efteråret og Malta, Tjekkiet og Bulgarien næste år.