229 Telia-kunder troede søndag, at de havde skudt julepapegøjen og vundet en iPhone 6s i televirksomhedens julespin-konkurrence.
Men som man kan se på Telias Facebook-side, så har der i mange folks tilfælde været tale om en fejl.
Eksempelvis skriver en Michael Clausen følgende:
'Hej Telia. Er så blevet ringet op omkring at min datter alligevel ikke har vundet en iPhone 6s i jeres konkurrence, da der åbenbart er fejl i denne. Har forståelse for at fejl kan forekomme, men yderst træls at skulle fortælle sin datter at hun ikke har vundet, blev så glad. Vær sød at fokusere på at lave en konkurrence uden fejl. I ødelægger juleglæden for børn.'
Michael Clausen med flere har fået en e-mail fra Telia, hvor de skriver, at der er sket en teknisk fejl, hvorfor de ikke har vundet en iPhone 6s.
Den besked har Rikke Gilling ikke taget pænt. Hun skriver:
'Det er simpelthen ikke i orden, at man får sådan en her som trofast kunde med alt hos jer!!! Skal vi måske ændre det?' skriver hun blandt andet på Facebook.
Telia oplyser til BT, at der i alt er 229 ud af 150.000 kunder, som har deltaget i konkurrence, der har fået den fejlagtige besked. Og der var kun en enkelt telefon på højkant i første omgang.
»Vi har haft over 150.000 kunder, som har deltaget hver søndag i julen i den her gratis konkurrence for vores kunder. De har i alt lavet 1,1 million spins, og søndag fik 229 så en forkert besked om, at de havde vundet,« siger pressechef Rasmus Avnskjold til BT og fortsætter:
»Det skyldes simpelthen en teknisk fejl hos vores underleverandør. Da vi bliver gjort opmærksomme på det, stopper vi spillet omgående. Da vi finder ud af, hvem der er berørt, sender vi mails ud til dem. Det er en fejl, som vi kun kan beklage, og som vi er rigtigt kede af.«
Han oplyser også, at Telia har valgt at give kunderne en kompensation for fejlen.
»Vi lægger os fladt ned og beklager. Det er smadder ærgerligt, men fejl sker. Vi kan desværre ikke give en tilsvarende præmie til alle 229, som det drejer sig om. Men vi har lavet en lukket manuel lodtrækning, hvor der er tre iPhone 6S på højkant. Derudover får alle 229 berørte et eksklusivt headset som kompensation.«