Den seneste tids debat om status ved et job i Netto ser ud til at have ramt plet.

Ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for Ugebrevet A4 i løbet af hele sidste år, er der bred enighed om, at Netto og tilsvarende discountsupermarkeder er blandt de arbejdspladser, som danskerne vil være allermest flove over at arbejde for.

Ikke for fine til Netto

Det var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som for mindre end en måned siden gik i medierne med en opsang om, at akademikere uden job ikke skulle føle sig for fine til at søge arbejde i Netto.

Opfordringen satte efterfølgende gang i en heftig debat om, hvorvidt nyuddannede akademikere skal søge job, som de er overkvalificerede til.

Hvis beskæftigelsesministeren med Netto som eksempel forsøgte at fremhæve en arbejdsplads, som danskerne ikke har lyst til at arbejde for, ramte hun plet.

Det viser omfattende data fra analyseinstituttet YouGov, der løbende registrerer, hvilke arbejdspladser danskerne vil være stolte over at være en del af, og hvilke arbejdspladser de vil være flove over.

Akademikere mest positive

Undersøgelsen viser overraskende, at akademikerne er den befolkningsgruppe, der har det mest positive billede af et job i Netto.

Akademikerne placerer Netto på en 206. plads ud af de 261 virksomheder i undersøgelsen.

Spørger man derimod hele befolkningen, ryger Netto ned på nummer 228 - altså en endnu dårligere placering. Og det undrer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

- Man skulle tro, at jo højere uddannelse man havde, jo mindre status ville et job i Netto give. Men det kan måske være udtryk for en større grad af tolerance hos akademikerne. Fordi de har en høj uddannelse, har de måske større overskud til at sige, at det er okay at arbejde i Netto i en periode, siger han til Ugebrevet A4.

Herunder er Top 20-listerne over de virksomheder, hvor danskerne ville være mest og mindst stolte af at arbejde. Listen omfatter i alt 261 virksomheder.

Hvor vil du helst - og helst ikke - arbejde? Deltag i debatten under artiklen

Top - faldende:

Lego

Læger Uden Grænser

Bang og Olufsen

Novo Nordisk

Kræftens Bekæmpelse

Google

Mærsk

Nordisk Film

Apple

WWF

Danfoss

DR

Gundfos

Novozymes

DR2

TV 2

Carlsberg

Microsoft

Ecco

Dansk Røde Kors

Bund - faldende:

Arriva

EasyJet

Ladbrokes

Vanish

Jem&Fix

FCK

Ryanair

7-Eleven

Unibet

B.T.

DSB S-tog

DSB

Bet 24

Scanway/Tyrkiet Eksperten

Lidl

Burger King

Aldi

Ekstra Bladet

McDonald’s

Se og Hør

Kilde: Analyseinstituttet YouGov for Ugebrevet A4. 15.000 danskere er blevet spurgt om de ville være henholdsvis stolt eller flove over at arbejde for pågældende virksomhed. Undersøgelsen er gennemført over et år fra 24. februar 2011 til samme dato i år.