Se videoen af de fodboldspillende skiløbere herover.

Dribling, hovedstød og slalom-ski? Fodbold og skisport er ikke umiddelbart to sportsgrene, man tænker kan kombineres. Ikke desto mindre har et dansk filmhold bag en ny reklame-film netop bevist det modsatte.

I videoen udfører en gruppe alpine skiløbere en række forskellige freestyle-tricks på ski, samtidig med at de dribler rundt med en fodbold.

Videoen er optaget i Geilo i Norge og er produceret af det danske produktionsselskab Playground Production for den danskejede fodboldhjemmeside thisisfootball.com.

Idéen med at kombinere fodbold og freestyle-skiløb opstod, fordi Kim Frederiksen, der er direktør for thisisfootball.com, ønskede at skabe lidt opmærksomhed omkring det nye fodboldsite.

»Hele idéen var at lave noget spektakulært og noget, der aldrig er set før. En god gammeldags viral video. Så vi gik i gang med at planlægge det og finde ud af, hvem der skulle være med. Og så tog vi af sted fire dage til Norge, krydsede fingrede og gjorde tingene en helvedes masse gange,« fortæller direktør i Playground Productions, Kristian Ussing Andersen, der også har været instruktør på filmen.

Viralt hit

Videoen, som efterfølgende er blevet lagt på Youtube, har siden høstet massiv opmærksomhed på den populære webportal. På blot fire dage er videoen blevet set over 170.000 gange. Og det glæder filmens instruktør.

»Jeg sov jo ikke i fire dage op til, at vi skulle optage det, fordi vi ikke vidste, om det kunne lade sig gøre. Der er jo ikke nogen, der har prøvet det før. Og så var det jo også noget spændende, da vi lagde den op, for man ved jo aldrig, hvornår videoer går virale. Det er jo svært at sige, for der er jo ikke nogen opskrift på det,« fortæller Kristian Ussing og tilføjer, at mediebudgettet til at markedsføre videoen efterfølgende ikke har været særlig stort.

»Det er også derfor, det er lidt sjovt. Sådan noget sker jo kun, hvis videoen er rigtig spændende, eller hvis noget ikke er set før,« hævder han.

Til trods for at filmen er dansk produceret, er de syv skiløbere fra filmen entreret fra henholdsvis Finland og Norge.

Men selvom man er en erfaren skiløber, kræver det imidlertid mange gentagelser, før man kan drible med en fodbold og stå på ski samtidig, påpeger Kristian Ussing.

»Skiløberne er sindssygt dygtige til at stå på ski, men de har af gode grunde aldrig stået på ski og spillet fodbold samtidig. Men det viste sig, at når man er rigtig god til at stå på ski, og man bare har en lille smule boldøje, så kan man godt losse bolden lidt rundt,« fortæller Kristian Ussing.