Rosenborg er igen på vej til at blive et af Nordens absolut bedste fodboldhold. Det bekræftede den norske klub torsdag aften, da man tog et stort skridt mod at kvalificere sig til gruppespillet i Europa League.
Det norske hold vandt 3-0 på udebane over en gang så mægtig Steaua Bukarest. Og det var med et tydeligt dansk fodaftryk
Rosenborg var under et mægtigt pres den første time og kunne være lykkelige for at gå til pausen med 0-0. Men efter 61 minutter vendte kampen, da Tobias Miokkelsen skar ind fra kanten og bankede bolden ind til norsk føring 1-0. Ti minutter senere gjorde Pål Andre Helland det til 2-0, og i overtiden scorede Mike Jensen til slutresultatet 3-0 i norsk favør, da han fulgte op på riposten fra sit eget skudforsøg.
Meget skal gå galt nu, hvis Rosenborg ikke forsvarer den føring hjemme på Lerkendal, når Steaua kommer på besøg på torsdag.
Hjemme i Norge sørgede Molde for mere norsk jubel, da man vandt 2-0 over Standard Liege, mens Odd Ballklub var særdeles på at skabe den helt store sensation.
De undertippede nordmænd var foran 3-0 hjemme mod Borussia Dortmund efter 22 minutter, balndt andet på en scoring af den tidligere OB-back Espen Ruud. Men så tog gæsterne fat, og fem minutter før slutfløjtet kunne Henrikh Mkhitaryan score til slutresultatet 3-4.