28-årige Stine Riise har onsdag vundet den første designpris, den svenske tøjgigant H&M uddeler. Prisen bliver givet til et talent fra en af de prestigefulde designskoler i Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Danmark for at støtte deres arbejde efter afgangseksamen. Uddelingen finder sted i forbindelse med modeugen i Stockholm, der er i gang i øjeblikket.

Stine Riise modtager med prisen 50.000 euro, godt 370.000 kroner, og muligheden for at få udvalgte stykker af sin tøjkollektion solgt i nogle af tøjvirksomhedens butikker senere i år. Desuden får hun vist sin afgangskollektion på den igangværende modeuge i den svenske hovedstad.

Stine Riise har dog repræsenteret Storbritannien i konkurrencen, der havde seks finalister, idet hun er uddannet designer fra den britiske designskole, London College of Fashion.

I et interview, Stine Riise har givet til H&M i forbindelse med prisuddelingen, siger hun, at hun drømmer om at starte sit eget tøjmærke, og at hendes foretrukne, historiske modedesigner er Yves Saint Laurent.

Hollandske Anne Bosman vandt ved samme lejlighed H&Ms People’s Prize, der udløser et månedlangt praktikophold hos den britiske modedesigner Christopher Kane i London.

BNB