USA: Orkanen Sandy har nu ramt den amerikanske østkyst, og det kan man tydeligt mærke i Washington D.C., hvor danske Tommy Petersen befinder sig.

- Det er et vildt uvejr lige nu. Det blæser fuldstændig sindssygt, og regnen øser ned. Alle vinduer piver, fordi vinden står ind, siger han til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

- Indtil for to timer siden syntes jeg, vejret var okay, men siden har det altså udviklet sig helt vildt, siger han.

Selv om vejret allerede er voldsomt, regner Tommy Petersen med, at det bliver endnu værre:

- Vi har hørt, at uvejret skal toppe omkring midnat amerikansk tid, og der er nogle timer til, siger han.

Tommy Petersen og de øvrige personer i selskabet sidder på en restaurant på deres hotel.

- Myndighederne siger, at alle skal blive inde, og man har heller ikke lyst til at gå ud, som vejret er lige nu, siger han.

Tommy Petersen er i USA for at deltage i Barack Obamas valgkampagne, men Sandy har vendt op og ned på planerne:

- I morgen (tirsdag, red.) skulle vi have mødt folk fra Kongressen og besøgt den danske ambassade og Verdensbanken, men alt er aflyst og lukket, siger han.