Ruslands permanente repræsentant i OSCE, Andrej Kelin, siger ifølge det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS, at Rusland som medlem af OSCE vil tage alle tænkelige skridt, for at få frigivet de otte observatører, der fredag blev bortført uden for byen Slavjansk i Ukraine.

Observatørerne fra Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa (OSCE), blev ifølge oplysningerne ført til Slavjansk, hvor prorussiske seperatiststyrker har besat byens rådhus.

»Vi mener, at disse folk skal frigives så snart som muligt. Rusland er medlem af OSCE og vil bruge alle tænkelige midler i denne sag,« lyder det fra Andrej Kelin.

Gruppen af tilbageholdte OSCE-observatører tæller fire personer fra Tyskland, en fra Danmark, en fra Sverige, en fra Polen og en fra Tjekkiet.

Billeder, som den svenske avis Aftonbladet har offentliggjort, viser identifikationskort samt militære identifikationstegn tilhørende OSCE-observatørerne. Billederne er ifølge Aftonbladet lagt ud på nettet af den prorussiske gruppe i Slavjansk.

Lederen af de prorussiske styrker, Vjatjeslav Ponomarjov, sagde fredag ifølge bild.de, at gruppen vil blive udspurgt, og derefter vil den prorussiske gruppe bag tilbageholdelsen afgøre, hvad der skal ske med dem.

Observatørerne menes at befinde sig i en besat bygning, der oprindeligt tilhørte den ukrainske sikkerhedstjeneste. Ligesom flere andre bygninger i byen er den besat af prorussiske styrker.

Vjatjeslav Ponomarjov siger ifølge Reuters, at man har tilbageholdt OSCE-gruppen på grund af en mistanke om, at der er »spioner« iblandt. Han hævder desuden ifølge bild.de, at der er fundet ulovlig ammunition i bussen.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) har udtrykt bekymring over den mistede kontakt den danske observatør.

BNB