Flere gange er danske Michael Kremer blevet stoppet i lufthavne og blevet udspurgt om 11. september, Yemen og Pakistan

Danske Michael Kremer aner ikke, hvorfor, men han står formentlig på den amerikanske terrorliste.

Det skriver tv2.dk

Danskeren er flere gange blevet stoppet i udenlandske lufthavne og er blevet forhørt om terrorangrebet mod World Trade Center for 11 år siden.

Det skete første gang for et halvt år siden, da han var med sin kæreste i USA. Her blev han tilbageholdt af amerikanske agenter, siger han til TV 2.

- De spørger, om jeg har været inde på islamiske websites og finde inspiration til mit arbejde og så videre. Alle mulige spørgsmål, som jeg slet ikke kan relatere til. Jeg føler mig nærmest som en terrorist, siger han.

Senere blev han stoppet i Stansted Lufthavn i London og spurgt om, hvad han synes om 11. september, sit forhold til religion, og om han har været i Yemen og Pakistan.

Danskeren har desuden fået tilsendt papirer fra det amerikanske Homeland Security, som skal forhindre terrorangreb i USA. Papirerne påpeger, at danskeren ikke må rejse ind i USA.

Michael Kremer siger, at han er uskyldig - og ifølge det amerikanske nyhedsmagasin 60 Minutes er han langt fra alene. Magasinet viste for fire år siden en udsendelse om, hvordan tusindvis af uskyldige borgere var havnet på en såkaldt No-fly-liste, der skal forhindre terrorister i at komme ind i USA, skriver tv2.dk

Kremer har ifølge tv2.dk forsøgt at få sit navn slettet fra listen. Men hverken PET, den amerikanske ambassade eller Udenrigsministeriet har hjulpet ham, og Homeland Security svarer ikke på hans opkald.

Nu håber han, at der er nogen, »der ser det her og tænker, at de kan hjælpe«, siger han til tv2.dk.