Danmark røg som bekendt ud i semifinalen ved EM for U21-landshold i Tjekkiet efter nederlag på 1-4 til Sverige. Men der var flere gode præstationer af de danske spillere undervejs, og især en enkelt udmærkede sig.
Det var den bomstærke forsvarer, Jannik Vestergaard, der til dagligt tjener til brødet i den tyske klub Werder Bremen. Det europæiske fodboldforbund (UEFA) har også lagt mærke til Jannik Vestergaard, og UEFA har anbragt ham på turneringens hold i midterforsvaret sammen med svenske Filip Helander.
Jannik Vestergaard er den eneste danske spiller, der er blevet udtaget til holdet, som er meget præget af de to finalister, Sverige og Portugal. Sverige vandt tirsdag finalen i EM for U21-landshold med 4-3 over Portugal efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Hverken i den ordinære kamp eller i den forlængede spilletid lykkedes det for holdene at finde frem til målnettet.
Turneringens hold ser således ud:
Målmand: José Sa, Portugal (Maritimo)
Forsvar: Victor Nilsson Lindelöf, Sverige (Benfica), Filip Helander, Sverige (Malmö FF), Jannik Vestergaard, Danmark (Werder Bremen), Raphael Guerreiro, Portugal (Lorient)
Midtbane: Oscar Lewicki, Sverige (Malmö FF), William Carvalho, Portugal (Sportig Lissabon), Nathan Redmond, England (Norwich), Bernardo Silva, Portugal (Monaco), Ivan Cavaleiro Portugal (Benfica).
Angreb: Kevin Volland, Tyskland (Hoffenheim)