En tysk 27-årig mand blev 12. november sidste år anholdt, da han kom til lufthavnen i Düsseldorf for at hente en forsendelse på 9.000 pakker med seks CD-ROM i hver. "Akira6" skulle sælges for 340 kroner stykket.

Manden valgte at lægge alle kort på bordet. Den følgende dag blev to danskere anholdt, da de kom for at hente varerne i en lastbil. Chaufføren blev hurtigt sluppet fri, fordi han fik overbevist politiet om, at han intet anede om transportens indhold.

"Den 25-årige dansker blev fremstillet for en dommer og varetægtsfængslet.

Han sidder her i byen og det gør i øvrigt også hans tyske medsigtede," siger den tyske statsadvokat Johannes Mocken til B.T.

"De seks CD-ROM i hver af de 9.000 pakker indeholder spil, programmer og dateups til en værdi af 32.000 kroner - men blev altså tilbudt for 340 kroner. Politiets foreløbige efterforskning har vist, at piratkopierne for det meste var beregnet til det danske marked. Den varetægtsfængslede solgte dem via sin hompage på Internet.

Jeg ved ikke selv, om danskeren har udtalt sig til politiet om sagen - og heller ikke hvordan han stiller sig til sigtelsen. Men det er helt klart, at sagen er så grov, at han risikerer at blive idømt lovens strengeste straf på fem års fængsel.

På de kopierede CD-ROMer har politiet fundet standarprogrammer som Lotus Smartsuite, Corel Draw og Windows 98. Piraterne var dybt professionelle. Hver CD-ROM var udstyret med en egen kode, så de ikke var mulige at bruge, uden at regningen var betalt.

Men den høje kvalitet på produkter og organisation gjorde, at den tyske organisation "Selskabet til bekæmpelse af Brud på Ophavsrettigheder", (GVU) også kom på sporet af dem - og koblede politi og statsadvokat ind i sagen.

"Vi blev hurtigt klar over, at det åbenbart handlede om et specielt groft tilfælde," siger chefefterforsker Bernd Kulbe i GVU til avisen Der Spiegel. Han oplyser, at efterforskningen mod den dansk-tyske bande gik løs i maj 1999.

Alene den forsendelse som vi beslaglagde, ville have påført rettighedshaverne et tab på næsten 350 millioner kroner. Hver pakke indeholdt 170 forskellige programmer.

Men GVU har spor som kan tyde på, at virksomheden har været kørt i så stort omfang og over så lang tid, at retighedsindehavere er påført et tab på "et milliardbeløb - i tyske mark".

Vi går også ud fra at manden har medskyldige i Danmark. Derfor har vi et godt samarbejde med dansk politi. Vi undersøger også, om tidligere leverancer fra Tjekkiet er sendt videre til salg i Danmark.

Af hensyn til denne efterforskning, vil jeg ikke afsløre flere detaljer om det arbejde som dansk politi nu udfører," siger statsadvokat Johannes Mocken.

B.T. har fået oplyst, at de tidligere piratkopier blev solgt under navnet "Akira4".

Den 25-årige risikerer at blive dømt til at betale erstatning til rettighedshaverne, hvis dansk og tysk politi kan bevise at han har omsat "Akira4" og også kan påvise, hvor store mængder, der er kommet ud i markedet.

Danskeren tilhører en gruppe som kalder sig "Loopteam" og som lejer plads til hjemmesider under falske navn på Nettet.

De præsenterer sig som "eksklusive Akira Leverandører" og søger også efter underforhandlere som ønsker at deltage i succesen med at "udbygge en super Webforretning".

Der Spiegel meldte sent i nat, at det danske toldvæsen i al hemmelighed sidste efterår beslaglagde 54.000 CD-ROMer som blev forsøgt indsmuglet til Danmark fra Polen, hvor de var produceret. Denne sag skal også have tilknytning til den samme bande.