BT interviewede Karen Minke fra Danske spil i Føtex på Frederiksberg på dagen, hvor gevinsten på de 50 millioner blev udtrukket. Se det i tv-klippet over artiklen.
For lige under en måned siden var der en heldig Lotto-spiller, der vandt intet mindre end 50 millioner kroner på en kupon fra Danske Spil. Den fjerdestørste gevinst i Danmarkshistorien. Der er bare et problem: Ingen har meldt sig som den heldige vinder.
»Der er fortsat ingen, der har meldt sig som vinderen. Vi har sat ekstra materiale op i butikken på Frederiksberg, hvor gevinsten blev vundet. Og vi har gjort en masse for at lokke vinderen frem. Men det begynder at blive mærkeligt, at ingen har meldt sig,« siger Karen Minke fra Danske Spil.
Læs også: Mystik om gigantisk lottogevinst på 50 millioner: Hvorfor vil ingen have pengene?
Den enormt store gevinst blev vundet på en Lotto-kupon med Joker købt i Føtex’ kiosk i Frederiksberg Centret på Frederiksberg i midten af København.
Og dagen efter blev det også fejret i butikken, hvor blandt andet store bannere blev hængt op. Desuden har en del medier skrevet om den store gevinst. Men det har endnu ikke betydet, at den heldige vinder har meldt sig.
»Det er en voldsom stor gevinst, og det undrer os meget, at der ikke er sket noget endnu. Jeg vil skyde på, at omkring 90 procent af vinderne melder sig inden for den første uge. Men vi har før været ude for, at en spiller har fundet en glemt kupon i handskerummet i bilen eller bag en magnet på køleskabet, som først har meldt sig en del senere,« siger Karen Minke, der har en opfordring til alle, der kunne tænkes at have spillet det givne sted.
Gemte 135 millioner i en sok
»Få nu tjekket kuponen. Lad være med at smide den ud, bare fordi, du mener, der ikke er noget på den.«
Tidligere har Lotto-millionærer gået et stykke tid med en stor vinderkupon. Men en lille måned begynder at være meget lang tid.
»Personen, som vandt 135 millioner for nogle år siden, havde gået rundt med kuponen i sokken i en uge, så al medievirakken havde lagt sig. Og det kan være, at denne vinder har rigtig meget is i maven. Men jo længere tid, der går, jo mindre sandsynligt er det, at vi finder en vinder,« siger Karen Minke.
Hvis man har været så heldig at vinde de mange millioner har man præcis et år til at indløse gevinsten. Og man behøver ikke nødvendigvis at dukke op i den butik, hvor man købte kuponen.
Man kan gå ind til hvilken som helst Danske Spil-forhandler, eller man kan ringe direkte til Danske Spil.
»Vi har heldigvis ikke haft nogen desperate spillere, som har ringet ind og fortalt, at de har vasket kuponen med bukserne eller noget i den retning. Men gennem et par medier har der været et par forsøg på at snyde med en Lotto-kupon, men den gennemskuede journalisten og vi ret hurtigt, for det var ikke ret godt lavet,« siger Karen Minke.
Hvis ikke den heldige vinder når at melde sig inden, der er gået et år, så vil de 50 millioner, som blev vundet på en Joker, blive sat i spil igen af Danske Spil – enten som en stor pulje eller fordelt på flere små.

