Danske politikere fulde af fordomme
Indvandrere, der forsøger at få indflydelse i de danske partier, er trætte af at løbe panden mod en fæstning af fordomme fra de etablerede parti-kolleger, der hævder at kæmpe deres sag.
Indvandrere, der forsøger at få indflydelse i de danske partier, er trætte af at løbe panden mod en fæstning af fordomme fra de etablerede parti-kolleger, der hævder at kæmpe deres sag.
Vigtige poster og indflydelse i politiske partier er nemlig langt sværere at opnå end et arbejde, hvis man hedder Ali eller Muhammed.
Lige nu er der et regulært oprør i gang mod de politikere, der kræver at erhvervslivet skal ansatte indvandrere, men som ikke selv vil give plads til de etniske kandidater i partierne.
"Helt ærligt. Jeg blev vraget som folketingskandidat, fordi nogle i min kreds ikke bryder sig om at have en muslim opstillet," siger socialdemokraten Hamid El Mousti.
"Jeg var den eneste kandidat med etnisk baggrund, men i dag har landets største parti ikke en eneste folketingskandidat, der er indvandrer. Jeg er utrolig ked af at blive vraget, alene fordi jeg ikke er født her i landet. Hvis det bare havde været fordi, jeg ikke var dygtig nok eller havde dummet mig, så var det i orden," siger han.
Ud af ca. 600 folketingskandidater har kun syv en etnisk baggrund.
Overraskende er kritikken hårdest mod venstrefløjen, der ivrigst presser på for integration af de etniske minoriterer. Ikke mindst SF. I går forlod partiets eneste etniske medlem af borgerrepræsentationen i København, Wallait Khan, partiet for at blive medlem af Venstre, som han mener er en bedre politisk platform for en indvandrer-kandidat.
"SF siger gode ting om indvandrere, men de har ikke gjort noget. SF er tilfreds med at tale og bevare en facade," siger Wallait Khan.
Bashy Quraishy meldte sig i SF på opfordring af den tidligere partiboss Gert Petersen, men skuffelse drev ham ud af partiet igen.
"Jeg oplevede ingen åbenhed i SF. Selv i dag betragter SF de etniske minoriteter som umodne. Partiet kan bruge vores stemmer, men indflydelse eller tillidsposter får sådan nogle som os ikke. Og det er partitoppen, der er allermest fastlåst til de etniske minoriteter i partiet, for de har jo ingen kontakt med virkeligheden. De lider af fordomme. Hvis et parti som SF ikke tager sig sammen, så går indvandrerne deres egne veje med et nyt parti i løbet af nogle få år," mener Bashy Quraishy.
Lubna Elahi, tidligere SF, idag socialdemokratiet, føler sig også mere og mere tiltrukket af tanken om et rent indvandrer-parti.
"Indvandrere kan ikke komme skabe en karriere i danske partier. Vi bliver brugt til at skaffe stemmer, men samtlige danske partier varetager reelt kun de hvides interesser. Og hvordan kan partier kræver, at arbejdsgiverne ansæter indvandrere, når de selv afviser at lade dem komme til fadet," siger hun.
En af de få indvandrere, der stadig satser på SF, er Affra Kallash, der kæmper for at blive folketingskandidat for partiet.
"Hvis jeg ikke bliver opstillet for SF, så ved jeg, at det skyldes min etniske baggrund," siger hun.
Den radikale folketingskandidat, Naser Khader, finder det også betænkeligt, at Danmark i modsætning til mange andre europæiske lande ikke har folketingsmedlemmer med etnisk baggrund. Men han samtidig lægger han ansvaret over på indvandrer-politikerne selv.
"Der er jo også konkurrence i de politiske partier, hvor mange har ambitioner. Man er nødt til at kæmpe for pladserne og kvalificere sig fagligt og politisk for at nå sine mål," siger han.