Teenageidolet Justin Bieber er en travl mand, og han får brug for hurtighed, hvis han skal indfri alle sine fans drømme. For det lader til at de danske teenagepiger, der fredag eftermiddag har taget opstilling uden for Hotel Sct. Petri, uden at tøve vil kaste sig i armene på deres store idol. Ja, de vil simpelthen giftes med den 19-årige Bieber, der er i København, fordi han lørdag aften giver koncert i Parken.
Canadiske Justin Bieber, der angiveligt tjener knap en million kroner om dagen, er verdens hotteste teenageidol. Han fik sit gennembrud på YouTube, hvor han er blevet set mere end 850 milloner gange. Siden har han turnéret verden rundt - og i løbet af den seneste uge har han givet koncerter bl. a. i Oslo.
- Kom, kom, kom.. Vi vil se Justin, hvinede det fra hundredevis af teenagestruber foran hotellet i København.
En skikkelse i vinduet er nok til, at de mange fans bryder ud i højlydte skrig. Der skal ikke meget til, før fansene, som blokerede vejen foran hotellet, render rundt som hovedløse høns - også selv om de faktisk ikke ved om sangeren overhovedet er på Sct. Petri. Andre mener nemlig at vide, at Bieber har valgt at sove på Hotel Bella Sky på Amager.
BT talte kort med to 13-årige fans, der havde taget opstilling foran Hotel Skt. Petri i håb om at få et glimt af verdensstjernen. De vil begge giftes med Bieber. På stedet!