UNDERRUBRIK: Flere partier i Folketinget vil nu have undersøgt, hvorfor journalister blev nægtet adgang til begivenheder i forbindelse med det kinesiske statsbesøg.
Selv om de danske myndigheder i går satte punktum for det historiske statsbesøg fra præsident Hu Jintao og hans delegation, ser besøget ud til at få et længere politisk og retsligt efterspil, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det uafhængige NTD Television, der sender tv fra udlandet til millioner af kinesere, blev nægtet adgang til de officielle møder, som Hu Jintao deltog i. I en lydoptagelse, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, fastslår den presseansvarlige fra Udenrigsministeriets internationale pressecenter, IPC, flere gange over for Carole Caulier Gustavsson fra tv-stationen, at NTDs journalister ikke kan få en akkreditering og dermed adgang til statsbesøget. Det bliver samtidig påpeget, at det er den kinesiske ambassade, som har besluttet, hvilke kinesiske medier der har fået lov til at dække besøget.
Det får nu flere politiske partier til at kræve en forklaring.
- Det lyder meget mærkeligt. Vi skal værne om presse- og ytringsfriheden, og det er ikke i orden, hvis kinesiske myndigheder beslutter, hvem der må rapportere fra begivenheder i Danmark, siger retsordfører Karsten Lauritzen fra Venstre, som vil have sagen undersøgt.
Også Enhedslisten kritiserer episoden, som partiet opfatter som direkte censur, og retsordfører Pernille Skipper (EL) mener generelt, at myndighedernes håndtering af statsbesøget har været kritisabel. Hun henviser både til anholdelsen af en journalist fra Ekstra Bladet, som hængte Kina-kritiske plakater op ved Den Lille Havfrue, og til en Tibet-demonstrant, som kortvarigt var sigtet for mulig narkobesiddelse og siden blev bortvist fra Langelinie, fordi hun fremviste et tibetansk flag.
- Det lugter rigtig grimt. Det er pinligt, at sådan en undertrykkelse af vores egen ytringsfrihed kan finde sted, siger Pernille Skipper til Jyllands-Posten.
Både hun og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup oplyser, at man vil kræve en redegørelse for alle sagerne fra justitsminister Morten Bødskov (S).
Ministeren har ikke ønsket at gå ind i sagen, og hans pressechef henviste i stedet til Københavns Politi. Netop Københavns Politi blev fredag aften meldt for magtmisbrug til Den Uafhængige Politiklagemyndighed af Landsforeningen Krim, som beskylder politiet for at forhindre demonstrationer.
Politiinspektør Mogens Lauridsen, der har haft ansvaret for politiets indsats under statsbesøget, afviser, at hverken Justitsministeriet eller politiledelsen har givet ordre til anderledes procedurer end normalt. Han vil dog ikke udelukke, at der har været episoder, hvor politibetjente har ageret for »nidkært«.
BNB