Star Tours er i øjeblikket i færd med at evakuere de tre danskere, som befinder sig på den thailandske ø Sikao cirka 200 kilometer syd for Krabi.Ifølge direktør Stig Elling er det en sikkerhedsforanstaltning i forhold til den tsunamivarsel, der netop er blevet udsendt i hele Det Indiske Ocean.
- I det område er det kun i Thailand, vi har gæster. Det drejer sig om 350 danskere på Phuket, som vi nu har bedt om at søge mod højereliggende områder, fortæller han.
ER DU I OMRÅDET? KENDER DU NOGEN I OMRÅDET? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK
Hele Star Tours beredskab er i gang som følge af jordskælvet i Det Indiske Ocean, som målte 8,7 på Richterskalaen.
- Vi skal lige finde ud af, hvor meget tid vi har at løbe på, men hele vores beredskab er trådt i kraft, siger Stig Elling.
Han tilføjer, at pårørende her hjemme helt stille og roligt skal afvente situationen og se, hvordan den udvikler sig.
- Lige nu koncentrerer vi os først og fremmest om at få informeret vores gæster på destinationen. Derefter vil vi sørge for, at der bliver nogle kontaktmuligheder, siger han.
ER DU I OMRÅDET? KENDER DU NOGEN I OMRÅDET? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK
Star Tours har i alt 350 danskere i Phuket og 2.700 nordiske gæster i alt i det sydlige Thailand i øjeblikket.