Danske forskere er på sporet af et gén, der kan forebygge kræft. I en ny undersøgelse påvises det, at selv om mennesker med Down Syndrom (mongolisme) som børn har en større risiko for at få leukæmi, så har de i hele livet kun halv så stor en risiko som andre for at få andre former for kræft. Det kan skyldes, at Down-patienter har et ekstra eksemplar af et kromosom, som indeholder kræftbekæmpende gener.

- Vi har ikke fundet selve génet, eller génerne, siger Henrik Hasle, afdelingslæge på børneafdelingen på Skejby Sygehus i Århus, som har været med til at lave undersøgelsen.

- Men kan man finde det, så får man en større forståelse for mekanismen bag udviklingen af kræft, hvilket i sidste ende kan føre til bedre behandling eller forebyggelse af kræft, siger Henrik Hasle til Ritzau.

/ritzau/