Danske forældres samarbejde og engagement er enestående.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for 24timer blandt 1.005 danske forældre til skolebørn.

Tre ud af fire forældre med børn i indskolingen har aftalt en max-pris for fødselsdagsgaver, og næsten to ud af tre i udskolingen har en politik for, hvor meget alkohol børnene må drikke.

De danske forældres engagement er ganske enestående sammenlignet med udlandet, fortæller Jens Kryger, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker i forældresamarbejde.

-Vi har en unik tradition i Danmark og resten af Norden for at se forældrene som en del af skoleklassen. Det er udbredt at lave fælles regler om alt fra fødselsdage til alkoholpolitik, og vi går meget langt i den danske model med at bestemme over hinandens børn, siger han til 24timer.

Nogle af emnerne fører til mere uenighed end andre. Ifølge forældrene i undersøgelsen er det især regler om, hvor meget sukker og junkfood børnene må spise, og hvor sent de må være ude, som der er forskelligt syn på. Ifølge lektor Jens Kryger er der da også grænser for, hvad forældrene skal blande sig i.

60 procent af alle forældre har regler for, hvem børnene skal invitere med til fødselsdage (fx alle drengene eller alle pigerne). 62 procent af forældre til børn i udskolingen har vedtaget fælles regler for, om børnene må drikke alkohol, mens 10 procent af alle forældre oplyser, at der forældregruppen har vedtaget regler for hvor meget eller hvordan børnene spiser sukker, fed mad og junkfood, mens 9 procent har regler for brugen af bestemt legetøj. Hvor sent børnene må være ude er fælles reguleret i 8 procent af tilfældene. Det gælder især eleverne i udskolingen.

BNB