Tre danskere i thailandske fængsler kan nu håbe på, at de kan få lov at komme hjem til fortsat afsoning i et dansk fængsel.

Efter at Danmark og Thailand i marts indgik en aftale om overførsel af fanger, har Justitsministeriet nu taget initiativ til at få de første tre fanger hentet hjem.

Justitsministeriet vil ikke oplyse, hvilke danskere, der nu kan nære et spinkelt håb om at komme tilbage til Danmark - hvis Thailand accepterer hjemsendelsen. Men ifølge Ritzaus oplysninger drejer det sig om de tre fanger, Thomas Darbo, Bo Nannestad og Dan Rexen.

Aftalen slår fast, at en indsat, der er idømt en livstidsdom eller en tidsubestemt straf, skal have afsonet otte års fængsel, inden en overførsel kan komme på tale. Er der tale om en tidsbestemt straf, kan fangen overføres, når der er afsonet fire års fængsel eller en tredjedel af straffen.

/ritzau/