Politikerne har lovet mere, end Forsvaret kan honorere, i forhold til Danmarks deltagelse i missionen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (S) i Irak. Sådan lyder kritikken fra soldaternes fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, der er bekymret for det arbejdspres, det medfører for især F-16-mekanikerne. Det rapporterer Radio24syv.

Med de syv F-16-fly, Danmark har udstationeret i Kuwait, følger et hold mekanikere, der skal sikre, at flyene er klar til at gå på vingerne, og det har øget presset på både de udsendte og de mekanikere, der holder flyene i det nationale beredskab klar.

»Fra både de udsendte og folkene, der er tilbage i Danmark, hører jeg en reel bekymring for, hvad vores deltagelse i IS-missionen kommer til at betyde for deres arbejdsliv. De vil meget gerne løse opgaven, men de er bekymrede for konsekvenserne af det øgede arbejdspres på grund af manglen på mandskab,« siger formanden for Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen, til Radio24syv.

Buen er nu spændt så hårdt, at de mekanikere, der ikke er udsendt til Kuwait, har fået ændret deres arbejdstidsaftaler, så det nationale beredskab kan opretholdes. Det har man gjort før, men denne gang er det sket, før missionen overhovedet er gået i gang.

»Der er noget, der ikke stemmer, når man allerede før missionen går i gang, søger om at dispensere fra de normale regler om arbejdstid for at få kabalen til at gå op. Set med mine øjne er det et udtryk for, at politikerne har lovet mere, end vi har ressourcer til, når Danmark siger ja til at bidrage med F-16-fly i et helt år,« siger Jesper K. Hansen.

Kritikken preller dog umiddelbart af på chef for Flyverstaben generalmajor M.A.L.T. Nielsen.

»Vi har ikke haft brug for at anvende dispensationen til at afvige fra arbejdstidsreglerne endnu, og jeg betragter det som rettidig omhu, at vi fremadrettet har muligheden, hvis behovet skulle opstå. Som chef bekymrer jeg mig naturligvis for personalets ve og vel,« siger han til Radio24syv.

Også blandt politikerne på Christiansborg er man opmærksom på, om skruen er strammet for meget over for F-16-mekanikerne. Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V), har derfor stillet en række spørgsmål til forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

»Jeg mener, ministeren må redegøre for, om vi har det nødvendige mandskab til at løfte den opgave, vi har forpligtet os til,« siger Troels Lund Poulsen til Radio24syv.

Han afviser dog, at han bærer et medansvar.

»Det må være op til regeringen at sikre, at vi har det nødvendige mandskab til at løse opgaverne,« siger Troels Lund Poulsen.