Cyklister bliver langt fra opfattet som de mest lovlydige trafikanter. Faktisk mener kun hver tiende dansker, at cyklister generelt er gode til at overholde færdselsreglerne. Og cyklisternes dårlige ry ser ud til at stemme overens med virkeligheden på cykelstien.

Det er nemlig kun hver tredje cyklist, der aldrig kunne finde på at køre på fortovet, i et fodgængerfelt, mod færdselsretningen eller køre over for gult og endda rødt. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet på vegne af Gjensidige Forsikring.

»Det kan virke lettere at bøje færdselsreglerne på cykel end i bil, men det gør det ikke mindre ulovligt eller farligt. Det kan måske opfattes som en mindre overtrædelse at køre et par meter på fortovet, men det er stadigvæk ulovligt og potentielt til gene og måske endda fare for andre,« udtaler Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring, i en skriftlig kommentar.

Undersøgelsen viser desuden, at det kun er hver fjerde cyklist, der rækker hånden op, inden de bremser.

»Tænk, hvor galt det kunne gå, hvis kun hver fjerde bil havde et fungerende bremselys. Jeg kan godt forstå, at det kan være let at glemme at give signal på cyklen, men det kan spare mange mennesker og cykler for skrammer på de danske cykelstier,« siger Kim Rud-Petersen.

Det giver ifølge loven en bøde på 1.000 at køre over for rødt lys og det samme for at køre imod færdselsretningen. At cykle i et fodgængerfelt eller at glemme at give tegn ved for eksempel et højresving koster 700 kroner i bøde.