I en tid, hvor computere bliver hurtigere og klogere, er det svært at se, hvad der er tilbage til mennesket. Cecilie Waagner Falkenstrøm har udviklet Frank - et stykke kunstig intelligens, der kan svare på eksistentielle spørgsmål.

Skal vi tale med Frank?« spørger Cecilie Waagner Falkenstrøm og finder sin hvide mobiltelefon frem.
Jeg nikker. Selvfølgelig. Det er Frank, jeg er kommet for at møde. Det er ham, der er hovedpersonen.

Cecilie Waagner Falkenstrøm bøjer nakken og taler direkte til telefonen.
»Hallo,« siger hun. »Er du der?«

Frank bekræfter. Hans stemme lyder, som mobilstemmer nu engang gør. Lidt mekanisk – men myndig og rolig.

»Hvem er jeg?« spørger Cecilie Waagner Falkenstrøm videre.
»Du er et menneske,« svarer Frank. »Intet menneske er blevet født uden at græde. Intet menneske er kommet tilbage fra døden.«

Frank er en kunstig intelligens, der er udviklet af Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Selv kalder hun ham for en ARTificial Intelligence. På årets Heartland Festival kunne festivaldeltagerne høre hans stemme gennem parkens labyrintiske hække, og i går var det Franks fortjeneste, at hans skaber modtog den prestigefulde, internationale kunstpris The Lumen Prize i kategorien »Artificial Intelligence Award«, der tildeles kunstnere, som benytter kunstig intelligens i deres værker. I Falkenstrøms tilfælde er der en menneskelig pointe med det.

»Som kunstner beskæftiger jeg mig med det, der handler om at være menneske. I den forbindelse er det oplagt at se på den kunstige intelligens, fordi den lige så langsomt er i stand til at overtage nogle af de funktioner, vi ellers benævner som menneskelige. I dag kan kunstig intelligens simulere følelser. Med tiden kan kunstig intelligens måske selv have følelser eller få en egen intention. Hvad er det så, der gør mennesket unikt? Som eksistentielt spørgsmål er det super spændende,« siger Falkenstrøm.

Maskiner kan også være nysgerrige

Lige siden Fritz Langs film »Metropolis« fra 1927 har kunstig intelligens været noget, kunstnere har forholdt sig til med lige dele fascination og frygt. Gennem tiden er der kommet et utal af værker, hvor maskinerne rummer stigende grad af erindring og følelser. Helt så langt er vi endnu ikke kommet i den virkelige verden. Med tryk på »endnu«.

Kunstig intelligens er i høj grad noget, der påvirker vores hverdag. Beslutninger, som tidligere blev taget af mennesker, overlades i stigende grad til algoritmer. Det er dem, der bestemmer, hvem du møder i dit Facebook-feed, og hvilke reklamer du bliver præsenteret for online. Algoritmer sorterer i den information, vi finder på søgemaskiner som Google. Og det kan være svært at gennemskue, hvornår der står en maskine eller et menneske bag de tilbud, vi bliver præsenteret for.

Det har fået forskere som Luciano Floridi, derhar siddet i Googles rådgivende komité, til at kalde udviklingen for at »en meget lang rejse, hvor det er svært at stå af«. Floridi er blandt andet skræmt over, at det er algoritmer, der bestemmer om amerikanske fanger kan blive prøveløsladt eller ej.

Og det er kun det første skridt. Netop nu arbejder man på at lave kunstig intelligens, der kan simulere menneskets følelser.

Vores farlige leg med teknologien bliver sat yderligere på spidsen, når Frank møder sit publikum.