Danske breve til USA hober sig op under orkan
Et kvart ton post til USA er strandet i Danmark på grund af orkanen Sandy. Post Danmark regner med yderligere forsinkelser i de kommende dage.
Et kvart ton post til USA er strandet i Danmark på grund af orkanen Sandy. Post Danmark regner med yderligere forsinkelser i de kommende dage.
Der ligger lige nu 254 kilo post hos Post Danmark og venter på at blive sendt til USA.
På grund af orkanen Sandy er man tirsdag blevet tvunget til at indstille alle postflyvninger til USA, og Post Danmark forventer tidligst at kunne genoptage posttransporten over Atlanterhavet torsdag.
- En stor del af flytrafikken til USA ligger stille, og det giver desværre forsinkelser for posten. Vi må tidligst flyve posten til landet på torsdag, men det kan ændre sig, hvis ødelæggelserne efter orkanen er større, end de amerikanske myndigheder forventer, Jesper Bremholm, chef for Produktion og Transport i Post Danmark.
- Vi følger naturligvis situationen tæt, og så snart det bliver muligt, vil vi sørge for at få posten med på flyene igen, siger han.
Post Danmark forventer, at mængden af strandet post vil stige betragteligt i de kommende dage.
Det er primært de værst ramte delstater på den amerikanske østkyst, som må vente på post fra Danmark, men det kan ikke udelukkes, at resten af landet også bliver udsat for postale problemer, da Sandy flere steder har gjort skade på infrastrukturen.
Posttransporten ud af USA er ligeledes påvirket af orkanen.