Både Unibank, Den Danske Bank og BG Bank angribes jævmligt af hackere, der forsøger at bryde ind i de centrale datasystemer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge Finanstilsynet er det endnu ikke lykkedes angriberne at trænge igennem de teknologiske forsvarsværker. Men tendensen til større hackerkriminalitet ventes at accelerere yderligere i takt med, at store finanskoncerner udvider deres forretninger via internet og e-handel.

- Igennem de seneste dage har vi oplevet en stigende aktivitet fra hackere, men ingen har været i nærheden af at komme igennem sikkerhedssystemerne. Umiddelbart ser det ud, som om angrebene kommer fra Japan, men det er vanskeligt at fastslå med sikkerhed, siger pressekoordinator Jens Bekke, Unibank.

Samme tendens gør sig gældende i Den Danske Bank, oplyser IT-sikkerhedschef Carsten Stenstrøm: - Det virker, som om der er en stigning i antallet af hackere, der trænger sig på. Det, vi hidtil har set, har mest haft karakter af drengestreger som at ringe på døren for at se, om nogen lukker op. Men det understreger nødvendigheden af robuste og ganske kostbare sikkerhedssystemer, mener han.

Også BG Bank melder om hyppigere og en mere konstant strøm af hackerangreb. Hos Finanstilsynet oplyser vicedirektør Peter Sylvest Larsen, at tilsynet

ævnligt kontrollerer, at bankernes forretningsgange og datasikkerhed er betryggende.

/ritzau/