En af dansk ishockeys bedste backs gennem tiderne Daniel Nielsen fik ikke sin kontrakt forlænget med DEL-klubben Hamburg Freezers, og det er de glade for i Herning Blue Fox.

Med gode sponsorers hjælp er det lykkedes er hente den 33-årige spilintelligente og skøjtestærke offensivback tilbage på en tre års kontrakt.

- En fantastisk underskrift, som direktør Torben Skovsgaard udtrykker det.

Meget taler for, at Daniel Nielsen med sin rutine og pondus overtager rollen som kaptajn på det nye Herning-hold efter Bjorkstrand-epoken.

Af private grunde meldte Daniel Nielsen fra til VM-holdet i denne sæson, men 11 gange har han deltaget i VM.

Det er blevet til 188 landskampe (19 mål og 51 assists), og fem gange har han været med til at spille det danske mesterskab hjem til hedens sønner.