Efter førstedagen af Davis Cup-kampen på Hørsholm/Rungsted Tennisklubs baner mod upåagtede Elfenbenskysten, er Danmark bagud 0-2.

En del tyder hermed på, at danskerne får svært ved at spille sig frem til den ventede oprykningskamp i hold-VM-turneringens tredjebedste kategori mod Kroatien 6.-8. oktober.

I modsat fald skal Kristian Pless og Frederik Fetterlein i weekenden, hvor de også danner par i doublen, diske op med en helt anden gejst end den, de udviste i går.

Sidste års juniorverdensmester, Kristian Pless, indledte den chokerende oplevelse med at tabe 6-7 (4-7), 2-6, 3-6 til verdensranglistens nummer 1.116, Claude N'Goran.

Den 25-årige afrikaner, der var i top-200, indtil han for et par år siden blev skadet, havde held med at pille tempoet ud af kampen samtidig med, at han frustrerede danskeren med nogle velplacerede stopbolde.

"Jeg følte mig dårligt tilpas på banen. Og hertil kommer, at N'Goran var langt bedre, end jeg havde regnet med," lød det fra 19-årige Kristian Pless, der efter en række gode resultater i individuelle turneringer de seneste måneder er rykket op som nummer 305.

Efter kampen valgte Kristian Pless at tage tilbage til spillernes hotel for at tænke nederlaget igennem i enrum.

Derfor så han ikke med fra sidelinien, da veteranen Frederik Fetterlein, 30 år, efterfølgende gik ud og tabte første sæt mod Elfenbenskystens bedste, Valentin Sanon, 0-6.

Fetterlein kom i andet sæt tilbage i kampen, som han efter en længerevarende regnvejrspause vandt 6-4.

Men så mistede den 30-årige dansker, der frister en tilværelse som verdens nummer 657 - 65 pladser under Sanon - koncentrationen og tabte de to sidste sæt 2-6, 3-6.

Dansk tennis er ved at sætte en ny bundgrænse.