Når vi flytter tragedien ind i teatret, er det med det mål for øje at skabe rum for eftertanke. At undersøge gennem teaterkunsten, hvad der får en mand som Breivik til koldblodigt at dræbe 77 mennesker.
Sådan sagde den danske teaterinstruktør og manuskriptforfatter Christian Lollike forleden til Politiken om det stykke, der i den grad har sat sindene i kog. ’Manifest 2083’.
Faktisk blev han i den grad lagt for had, da hans planer om at opføre stykket kom frem tidligere i år. En mediestorm uden lige rejste sig og Lollike gik under jorden.
Også Olaf Højgaard som spiller Anders Breivik har haft travlt med at forsøge at retfærdiggøre dét, de begge kalder det kunstneriske frirum.
- Hvad fik Anders Behring Breivik til at iføre sig politiuniform, udløse en bombe og tage til Utøya for at skyde 69 unge mennesker? Anders Breivik udsendte et manifest bestående af alt fra racistisk propaganda, filosofiske udredninger og bombemanualer til interviews med sig selv og dagbogsoptegnelser. Med udgangspunkt i dette manifest undersøger forestillingen, hvorfor og hvordan en tilsyneladende velfungerende norsk mand kunne forvandle sig til vor tids største massemorder.
-Hvordan så Anders Behring Breivik sig selv? Hvordan så han på det samfund, som han og vi lever i? Er han en del af en tendens på den radikale højrefløj, eller er han en afsporet enspænder? står der om stykket på Cafe Teatrets hjemmeside.
De spørgsmål er der tilsyneladende rigtig mange, der gerne vil have svar på. Forestillingen kan i hvert fald melde udsolgt helt frem til 10. november.
- Det hjælper ikke noget at appellere til publikum. Stykket forsætter jo i Århus og Ålborg og der er ikke noget, man kan gøre ved det. Men jeg synes, at det er noget griseri, siger Per Balch Sørensen.