Andreas Trajkovski vil være den næste dansker, der springer over otte meter.
En skade i baglåret blev ved med at plage ham, og den var lige ved at få ham til at droppe atletikken, selvom han havde vundet sølv ved junior-VM med et spring på 7,82 meter.
»Jeg var tæt på at sige, at jeg ville give op. Men min mor arbejder som fysioterapeut, og hun har hjulpet mig med at komme tilbage. Siden har jeg arbejdet med mine svage punkter, og i dag er det slet ikke noget, jeg lægger mærke til, når jeg springer.«
Trajkovski er flyttet til USA for at studere og træne atletik på college i Iowa. Og her har han oplevet et karrierespring, som foreløbig er kulmineret med de to diamantringe, som han fik her i foråret, hvor han vandt både de indendørs og udendørs junior-college-mesterskaber (NJCAA) i USA.
Men den unge springer har større mål. Nu gælder det i første omgang sommerens U23-EM i Tallinn. Og så er sigtet indstillet på otte meter-grænsen, som kan give adgang til en professionel karriere i USA.
»Jeg synes, det er på tide, at vi igen får en dansk længdespringer ud over de otte meter (Morten Jensen har U23-rekorden på 8,03 - sat i 2004 - og har i dag også senior-rekorden på 8,25, red.). Og det bliver mig,« lover han med et smil fuld af selvtilid.
Herunder fortæller han om otte emner, ét for hver meter af det spring, som skal gøre hans drømme til virkelighed.
1. Centimeterne gør en kæmpe forskel »Jeg har sprunget 7,86 i foråret, men egentlig har jeg været ude over de otte meter, for jeg ramte ikke planken særligt godt i mit afsæt. Det ville have svaret til 8,05, så jeg ved, at jeg kan springe over otte meter, og jeg ved, at det kommer. De 14 centimeter vil ændre min karriere. Det kan bane vejen for en professionel kontrakt med Nike i USA, og det vil jeg gerne, når jeg er færdig med min uddannelse. Jeg har to år mere på college, og næste gang vil jeg til et college i det sydlige USA. Måske Texas, Georgia eller Florida State. Så er jeg 24, når jeg er færdig, og det er en god alder, til at komme videre og blive professionel.«
Vis mere 2. Venskabet med Okore »Jores Okore er min gode ven. Vi taler ofte sammen og støtter hinanden. Jeg skulle have været ovre at se ham i FA Cup-finalen, men så blev jeg udtaget til at springe for Sparta i Europa Cup’en. I stedet skal jeg over at se ham spille til august. Vi mødte hinanden i 2010, da vi begge var nomineret til årets fund, og vi blev gode venner. Vi har de samme interesser. Jeg prøver også at give ham nogle tips, som han måske kan bruge til at blive hurtigere på banen.«
Vis mere 3. Den amerikanske forvandling »Jeg er begyndt at træne anderledes i USA, og det har hjulpet mig. Jeg springer anderledes i dag med fem-seks skridt med tryk på inden afsættet. Det er ikke perfekt, men det begynder at ligne noget. Jeg har fået et stabilt højt bundniveau. Jeg træner mere plyometrisk træning (en særlig form for eksplosivitetstræning, red.), og hver aften laver jeg core-træning. 30-45 minutter med armbøjninger, maverulninger og rygtræning. Og i min vægttræning laver jeg flere gentagelser med færre kilo. Tidligere lavede jeg 250 kilo i squat, nu har jeg kun 150 på stangen, men det er mere dynamisk. Det var min bedste beslutning nogensinde at tage til USA.«
Vis mere 4. Farmand som træner »Det er min far, Christian (tidligere dansk mester på 100 meter, red.), som træner mig. Sådan har det altid været, bortset fra mens jeg har været i USA, og nu er det ham, der tager over igen. Vi er meget tætte, og jeg ved, at min far er den, der kender mig bedst. Jeg valgte også at bo sammen med ham, da min mor og far blev skilt. Jeg har savnet ham, mens jeg har været i USA, og de dage, jeg har været hjemme og været sammen med ham igen, har været de bedste i meget lang tid. Vi diskuterer måske nogle gange mere end de fleste andre, men det går ret godt. Og det er jo også gået meget godt for Caroline Wozniacki, selvom hun bliver trænet af sin far.«
Vis mere 5. Talenterne på spring »Dansk atletik har masser af unge talenter, som er på vej frem. Jeg tror på, at vi kan vinde rigtig mange medaljer ved EM i fremtiden. Vi har min ven Kristoffer Hari og Morten D. Madsen, som begge bliver rigtig hurtige på 100 meter. Og så har vi Stina Troest på 400 meter hæk, som jeg har kendt, siden jeg var 11 år. Og så er jeg glad for at se, at Jannick Klausen er tilbage i højdespring. Han har været meget plaget af sine skader, men han har ikke givet op, og han har talentet til at opnå noget stort. Jeg tror, at næste års EM-hold bliver Danmarks bedste nogensinde.«
Vis mere 6. Træning med bræksmag »Jeg har lige trænet intervaller, 150-250 meter. Det var ikke behageligt. Jeg løb for hurtigt i starten, og jeg kastede op efter et af intervallerne. Men jeg fik gennemført træningen, og det var det vigtigste. Du hørte selv min far sige ’du skal ikke give op’, og det gjorde jeg heller ikke.«
Vis mere 7. Doping og Gatlin »Selvfølgelig er doping noget, vi taler om. Det ødelægger sporten. Der er folk, som kalder Justin Gatlin en ’cheater’, og det er da mærkeligt, når man løber 9,74 på 100 meter som 33-årig. Jeg vil ikke beskylde ham for noget, når der ikke er nogen beviser, men mistanken ligger da og lurer.«
Vis mere 8. Atletikken som redningsplanke »En af mine træningskammerater ovre i USA er Will Williams. Han er 20 år, og han har sprunget 8,03, selvom han kun træner to gange om året. Det er helt latterligt så meget talent, han har. Han er gået fra 7,10 sidste år til 8,03 i år. Hans far har været med i en bande, og han var også selv på vej ind i noget bandekriminalitet, da han blev opdaget. Otte af hans venner er endt i bander, så det kunne han også nemt have gjort. Jeg prøver at hjælpe ham med skolearbejdet, for man skal opnå nogle bestemte karakterer for at kunne fortsætte, og han har lige netop bestået.«
Vis mere
