Politiet i kæmpebyen London har ladet sig inspirere af deres jyske kolleger i Holstebro.
Et kampagnebillede fra Midt- og Vestjyllands Politi mod spirituskørsel har høstet stor popularitet på især sociale medier ved meget kontant at spørge: »Hvem skal køre dig hjem efter årets julefrokost«. Det danske billede giver fem valgmuligheder: en taxa, en natbus, en ambulance, en politibil eller en rustvogn.
Det koncept har de engelske politifolk i London nu taget til sig. Fredag offentliggjorde de en britisk variant, hvor der dog kun var fire valgmuligeheder efter julefrokosten - der var tilsyneladende ikke plads til en rød dobbeltdækkerbus på billedet også.
Midt- og Vestjyllands Politi har indrømmet, at de selv er blevet inspireret til kampagnen i blandt andet Island og Norge. Hvem sagde internationalt politisamarbejde....
