Chris Froome kan knuse Contadors drøm om at vinde både Giro d’Italia og Tour de France, og den ranglede kenyamand vil stemple stille ind, siger Team Skys danske direktør
Han har været der før. Kender rumlen og ved, hvad der skal til. Erfaringer af den slags kan ikke købes for penge, men det kan være dyrt ikke at have været der før.
Da Chris Froome i 2013 vandt Tour de France, var det på baggrund af en sæson, hvor den 30-årige etapeløbskanon var nærmest grinagtigt godt kørende.
Tour of Oman, tjek. Criterium International, tjek. Romandiet Rundt, tjek. Criterium Dauphiné, tjek.
Alt klappede for Chris Froome. Og det var der en mening med. For at vinde et etapeløb kræver både udholdenhed, fokus og lederegenskaber. Sejren i Tour de France blev tromlet hjem. Så kunne de lære det, de andre.
To år efter succeskavalkaden er det en roligere og mere afklaret Team Sky-kaptajn, der ruster sig til at skulle i ilden efter fire ugers løbspause. Uden en sejr. Men mere selvbevidst og uden stress over de forhindringer i form af sygdom, skader eller styrt, cykellivet har det med at lægge i vejen.
»Jeg synes personligt, Chris nogle gange har været i topform lidt for tidligt og derfor erfadeti den sidste uge, som man måske også så det med Alberto Contador i Giro d’Italia for nylig. Det er fint at være den bedste i første uge, men det er som regel vigtigst at være det i den sidste uge, for det er dér, slaget skal slås,« understreger Team Skys tekniske direktør, Carsten Jeppesen, i et interview med BT.
Med mindre end en måned til Tour de France er det tid at trække i arbejdstøjet. Froome og de sortklædte riddere fra Sky-klanen gør det i Criterium Dauphiné og får mulighed for at føle den forsvarende Tour-vinder, Vincenzo Nibali, på tænderne.
»Hvis man sammenligner i år med 2013, hvor det hele lykkedes og bare spillede, er det rigtigt, at han halter efter i år. Men jeg tror, det i virkeligheden kan vise sig at være til Chris’ fordel at komme lidt underfrankeret til Tour de France i den første uge og så ligesom køre sig ind i løbet.«
Det kan lyde som selvforsikrende snak fra den danske cykelboss. Den slags, der skal skabe ro på de indre linier og forvisse holdets Tour-udfordrer om, at klaveret trods alt stemmer tæt på en historisk drabelig og mundvandsfremkaldende konfrontation mellem The Big Four i skikkelse af Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana.
»Som hold betragtet har vores indløb i denne sæson været det bedste nogensinde. Vi vandt de løb, vi gerne ville – i hvert fald frem til Giroen – men det var der mange forklaringer på. Jeg tror, vi må have brugt vores kvote af uheld op nu,« konstaterer Jeppesen med henvisning til forhåndsfavorit Richie Portes totale fiasko og exit i Giroen.
Med vanlig sans for at gå efter marginale forbedringer havde Team Sky medbragt en stor og rigt udstyret autocamper til Giro d’Italia. Og selv om den aldrig nåede slutdestination Milano med en mand i lyserødt, forventer Jeppesen at se Chris Froome gentage nummeret i Tour de France.
»Det er det bedste mediestunt, vi nogensinde har lavet på Team Sky. Det er helt vildt, hvor meget omtale vi kunne få. Den gav mere omtale, end rytterne gjorde,« griner Jeppesen og uddyber, hvorfor han tror, idéen er bæredygtig på længere sigt.
»Reelt er det jo bare et mobile home, men folk gik helt i selvsving. Jeg er nu rimelig sikker på, at den idé bliver taget op af andre hold, for det giver bare god mening. Det er ikke raketvidenskab, men du slipper for at pakke din forbandede kuffert hver dag og kan sove i præcis de samme omgivelser.«
Favoritterne i Criterium Dauphiné
Chris Froome (Team Sky)
Ikke siden februar måned har Chris Froome prøvet at vinde (fraset holdkørslen i Romandiet Rundt), og det ville ligne vinderen af Tour de France 2013 dårligt ikke at gå efter lidt til sejrskontoen. Chris Froome styrtede i Dauphiné sidste år og måtte såret se sejren glide sig af hænde.
Vincenzo Nibali (Astana)
Den forsvarende vinder af Tour de France er uden en sejr i år. Det var Hajen fra Messina også i fjor, men tør Nibali være lige så meget på bagkant denne gang? Ifølge Astana-kaptajnen er der gået masser af scooterpace i den frem mod Dauphine. Vi forventer at se Hajen bide, så det knaser i knoglerne.
Alejandro Valverde (Movistar)
Den spanske elegantier kommer altid hjem med et resultat. Næppe en sejr i dette tilfælde, men det bliver interessant at se, hvordan den aldrende, men ultimativt konsistente klasserytter er kørende. Ikke mindst i forhold til Tour de France og Valverdes rolle som superløjtnant for Nairo Quintana (der stiller op i Schweiz Rundt i næste uge).
Andrew Talansky (Garmin)
Manden med tilnavnet ’Pitbull’ vandt Criterium Dauphiné sidste år efter at have kuppet løbet, da Tinkoff-Saxos Alberto Contador og Chris Froome vogtede på hinanden. Det har ikke været 26-årige Andrew Talanskys sæson indtil nu, men det amerikanske talents fighterinstinkt og opportunisme er altid et kig værd.
Den danske outsider
Jesper Hansen (Tinkoff-Saxo)
Timing er alt. Og timingen var perfekt, da Jesper Hansen i sidste måned vandt Tour of Norway. Det var den forsagte fynbos første sejr i sine snart to år som professionel på det russiskejede cykelhold, og triumfen blev bemærket af Oleg Tinkov. Yderst belejligt, eftersom Hansens kontrakt udløber i år. Jesper Hansen er kendt for sine klatreevner, og Criterium Dauphiné giver masser af muligheder for at skinne i relevant terræn.