En dansk skiløber døde søndag formiddag af sine kvæstelser efter en skiulykke ved skisportsstedet Ahorn i Zillertal, Østrig.

Borgerservice bekræfter dødsfaldet over for Berlingske Nyhedsbureau og fortæller videre, at de pårørende er blevet underrettet. Derudover har Borgerservice ikke yderligere oplysninger om ulykken.

Det østrigske medie Tiroler Tageszeitung skriver, at manden er 49 år gammel. Han mistede søndag kontrollen over sine ski og styrtede ti meter ned ad en skrænt, hvor han angiveligt ramte en sten og derefter et træ ved høj fart. Manden blev evakueret fra området efter ulykken, men hans kvæstelser var for svære til at redde hans liv.

Området, hvor ulykken er sket, beskrives af Kim Østergaard, der er ansvarlig for Zillertal-området hos rejsebureauet Danski, som et lille og nemt område, hvor der dog er en enkelt svær pist. Og sikkerheden plejer også at være i top i det lille område.

- I Zillertal plejer de at have en god afmærkning af, hvor der er skrænter og den slags i forhold til andre steder, siger Kim Østergaard.

Afmærkningen kan dog have været svær at se, da webcam-billeder fra området viser, at det var tåget det meste af søndagen, hvor ulykken fandt sted.

Dødsfaldet er det tredje på de østrigske pister siden fredag.

Fredag mistede en 17-årig tysk skiløber livet i Obergurgl, mens en 23-årig brite mandag omkom ved en ulykke i Sankt Anton.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.

Opdateres...

BNB