En Twitter-profil har siden 2012 udgivet sig for at være den danske rockstjerne Mike Tramp. Profilen udstiller ham som en tumpet Spørge-Jørgen, men det tager Mike Tramp ikke så tungt.

'Hvor lang er Spanien? Hvem opfandt kødbollerne? Kan alle lide spejlæg?'

Følger man den danske rockstjerne Mike Tramp på det sociale medie Twitter, vil man tro, at han er rablende gal. Siden 2012 har profilen sendt underlige spørgsmål ud til de mange tusinde følgere – der er bare lige én ting: Profilen er falsk.

Til trods for at Mike Tramp-profilen linker til Mike Tramps rigtige hjemmeside og ingen steder underskriver sig som en falsk profil, slår Mike Tramp fast overfor BT, at han ikke står bag:

»Jeg har slet ikke nogen Twitter-profil. Jeg valgte det fra for lang tid siden. Jeg har en Facebook-side, hvor jeg reklamerer for mine koncerter, men jeg kan slet ikke overskue også at skulle have en Twitter-profil.«

Det var da nogle P3-værter læste op fra Twitter-profilen, at Mike Tramp for nogle år siden fandt ud af, at nogle udgav sig for at være ham. Han ringede straks til stationen for at få opklaret, hvad de havde gang i.

»Nogle af mine die hard-fans har protesteret imod profilen. Jeg er jo en person, der ind imellem godt kan gå ud med nogle statements, men jeg kan ikke stå model til sådan nogle lallende ting som »hvor varmt er et strygejern?«.

Mike Tramp tager dog ikke sit identitetstyveri så tungt.

»Sådan er det jo bare i dag. Der er så mange, der udgiver sig for at være andre på internettet. Så længe personen ikke skriver politiske ting eller sviner andre mennesker til i mit navn, så er det harmløst. Det går jo ikke udover mit lille pladesalg.«

Den 24. februar udsender han albummet ’Maybe Tomorrow’ og tager herefter på en længere Europa-turné. Efter mere end 50 år på landevejen, føler han sig stadig som en nomade.

»Jeg har ikke noget fast hjem. Jeg har min familie i USA, og når jeg er i Europa er min faste base syd for Slagelse på min lillebrors bondegård.«