Dansk protest mod fængsling af kristen pige i Pakistan
Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have udenrigsministeren ind i sagen om kristen pige, der bliver anklaget for blasfemi.
Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have udenrigsministeren ind i sagen om kristen pige, der bliver anklaget for blasfemi.
En sandsynligvis kun 11-årig, kristen pige sidder varetægtsfængslet i Islamabad-bydelen Mehrabad i Pakistan.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Hun er under anklage for blasfemi, og det kan ifølge landets love åbne for dødsstraf. Der er flere eksempler på, at personer anklaget for blasfemi bliver slået ihjel af offentligheden i Pakistan, siger Polly Truscott fra Amnesty International til nyhedsbureauet AFP.
Den opsigtsvækkende sag handler om den unge pige Rimsha Masih, som bekendte siger lider af Downs syndrom. Muslimske naboer hævder at have set hende brænde papir med vers fra Koranen på. En lokal moské bidrog til at sprede historien, og det har fået hundreder af kristne til at flygte af frygt for deres muslimske naboer.
Politirapporten hævder, at Rimsha Masih er 16 år, men hendes advokat har krævet en lægefaglig undersøgelse, fordi hun sikkert er yngre.
Jakob Ellemann-Jensen (V), medlem af Udenrigsudvalget og rådet for Institut for Menneskerettigheder, vil udbede sig en redegørelse fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om sagen.
- Jeg kender den kun fra medierne, og der er nogle facts om pigens alder, og om hun er handicappet, som vi skal have rede på. Men det er grotesk, hvis det er sandt. Sagen lugter langt væk af, at man er inde og misbruge nogle af landets blasfemibestemmelser. I Danmark vil vi gerne op på den høje hest, når det handler om menneskerettigheder, og det skal vi også være. Så derfor vil jeg bede udenrigsministeren om at redegøre for, hvad der er op og ned i sagen. Hvis det er rigtigt, hvad der er kommet frem, kan vi som land med en rettighedsbaseret tilgang til udviklingsbistand ikke leve med det. I mange lande er der fremskridt for menneskerettighederne, men Pakistan halter voldsomt bagefter. Vi må i samarbejde med vore partnere i EU kunne påvirke og skubbe på den udvikling i større omfang bedre, end vi gør nu, siger Jakob Ellemann-Jensen.
BNB