Lars Christiansen og de øvrige danskere fra Flensborg kommer på klart den sværeste opgave i dagens semifinale, hvor modstanderen er det stjernespækkede mandskab fra Minden, som i øvrigt er ude efter 2. Bundesliga Syds danske topscorer Jesper Degn-Jensen.

Samtidig risikerer Flensborg, at der bliver lagt et større ansvar end normalt på halvskadede Søren Haagens skuldre. Hans målmands-kollega Jan Holpert fik hjernerystelse ved det hårde sammenstød med Joachim Boldsen i onsdagens turneringskamp og er meget tvivlsom starter. I forvejen er Flensborg uden Jan E. Jørgensen, som i søndags fik en fibersprængning i sin første kamp i seks uger.

Presset er stort på Flensborg-spillerne, der aldrig tidligere har vundet en tysk titel og selvfølgelig ikke kan blive ved at skuffe de trofaste fans, der ikke lader sig nøje med City Cup og EHF Cup-titler. For en tysker er nationalt mesterskab og pokalsejr større.

Minden kommer med spanske Talant Duishebaev i absolut topform. Til gengæld har Aleksandr Tutschkin endnu ikke fundet topformen efter tilbagekomsten til håndboldbanen fra den alvorlige bilulykke, hvor det var Flensborgs Igor Lavrov, der sad ved rattet.

Kiel-spillerne med den store rutine og enorme sejrsvilje kommer til stævnet i Hamborg for at score hattrick. "Zebraerne" har vundet pokalen de to seneste år og har i hvert fald den store fordel, at de kender forholdene i hallen allerbedst.

Kiel har spillet de to seneste Champions League-opgør i Alsterdorf-Halle, fordi deres egen Ostseehalle har været udlejet til andre formål.

Kiel har i semifinalen med Wallau Frankfurt trukket klart den nemmeste modstander.

"Problemet er, at der slides hårdt på os i disse uger. Flensborgs spillertrup er betydelig bredere," siger Nikolaj Jacobsen.

Han og størsteparten af de tyske håndboldfans håber på en søndags-finale mellem mesterskabskandidaterne Kiel og Flensborg.

NDR3 sender begge lørdagens semifinaler direkte. Først Flensborg - Minden kl. 13.15 og derefter Kiel - Wallau to timer senere. Søndagens finale sender NDR3 også direkte kl. 14.15.