Sådan fortæller 29-årige Peter om en af de vildeste biljagter, han var med til, i de år han levede som paparazzi-fotograf.

"Vi fortsatte gennem det indre Københavns gader, og jagten endte, da vi ræste nedad en gade med stillebump. Vi røg henover med 60 i timen, og det kunne min bil ikke holde til, så Kronprinsen slap fra os," fortæller Peter.

Det var i ugerne op til Joachims og Alexandras bryllup, og et ugeblad havde købt ham til at sidde vagt på Amalienborg i tre uger op til brylluppet.

"Jeg skulle "skyde" alt, hvad der rørte sig på pladsen af kongelige. Det bedste ville være at få et billede med Frederik, der køber bryllupsgave til Joachim eller Alexandra, der prøver brudekjole. Det lykkedes bare ikke. Men jobbet gav alligevel rigtig godt - jeg fik næsten 100.000 kr. for at sidde vagt foran slottet.

Det var en ekstrem god betaling, men det var også enormt hårdt, for jeg skulle være 100 pct. koncentreret 18 timer i døgnet - i de uger sov jeg fem-seks timer," fortæller Peter.

Selv om han er stoppet som paparazzi-fotograf for to år siden, foretrækker han at være anonym (hans rigtige navn er B.T. bekendt, red.).

"Jeg er blevet truet, når jeg har været på job, og jeg vil ikke kunne være i fred, hvis folk vidste, jeg har været paparazzi-fotograf. Dengang holdt jeg også lav profil over for familie og venner - det er hårdt, når man hele tiden skal forsvare, hvorfor man har sådan et arbejde.

Men jobbet er utroligt spændende. Det er skakspil, hvor man hele tiden prøver at tænke et træk længere end modstanderen," siger Peter, der har leget kispus med popstjernernes body-guards på d'Angleterre, fået tærsk af Simply Red på en parkeringsplads og konstant været på udkig efter et royalt offer.

Det er et liv, der kræver konstant alarmberedskab.

"Vi var tre paparazzi-fotografer dengang, og de to af dem er stadig i branchen. Vi blev ofte hyret af de store ugeblade til at skaffe fotos af de kendte. De havde måske fået et tip, og så fik du opgaven at skaffe et billede af offeret.

De kunne selvfølgelig bruge egne fotografer, men vi var en tak bedre og kunne tillade os mere, selvom jeg altid har haft mine egne grænser for hvad jeg ville være med til. Jeg har f.eks. aldrig fotograferet ind ad folks vinduer. Hvor grænsen går ligger hos den enkelte fotograf, og der er dem, der er mere kolde end jeg," siger Peter, der indrømmer, at nerverne og grænsen kan blive flydende, når nerverne er på højkant.

"Når du har ventet i rigtig lang tid, måske i dage, uden at se skyggen af dit offer, så bliver du desperat. Du vil kravle over din døde mor for at få chancen for at skyde det billede. Nogle bliver virkelig frustrerede af den ventetid og er parat til hvad som helst.

Når det så lykkes, er man helt høj. I det øjeblik, jeg trykker på udløseren, kan jeg mærke det i hele kroppen. Jeg ved, at billedet er hjemme, og det kick er alle frustrationer og ventetiden værd."

For Peter var jobbet hans første som nyuddannet fotograf, velbetalt men krævende.

"Man er altid på arbejde, og det har kostet kærester, der ikke kunne acceptere det. Det er et liv i overhalingsbanen. Du spiser på de bedste restauranter som noget helt dagligdags, på natklubberne køber du for et par tusind kr. drinks, når du stresser af sammen med vennerne - bladene betaler. Du får en dyr livsstil.

Når du har været på opgave i to-tre uger, er du nødt til at forkæle kæresten eller konen eller du bruger ekstra på dig selv," siger Peter, der også brugte sine paparazzi-billeder til at finansiere nogle af de fotografiske opgaver, han gerne ville lave.

"Man kan ikke leve af kun at lave paparazzi-billeder. Men med pligtopgaver som receptioner og den slags kunne jeg tjene tæt på en million om året.

For mig var det også en måde at finansiere de seriøse projekter, jeg også lavede. Jeg har lavet reportagebilleder fra nogle af verdens brændpunkter, men de ture gav altid underskud. Pengene var lette at tjene ind, når jeg var hjemme igen.

Alligevel måtte jeg til sidst vælge. Jeg ville noget mere med mine billeder, og jeg begyndte at få job, hvor jeg den ene dag var med helt inde på livet af stjernerne og skulle lave flotte portrætter, og den næste dag skulle jeg lure på dem for at få et kornet smugbillede. Det holdt ikke til sidst," siger Peter, der er glad for, at han traf valget at stoppe og blive fastansat fotograf, selvom det betød færre penge.

"På et tidspunkt har du svært ved at se dig selv i spejlet om morgenen. Tænk, hvis der var kommet en lastbil fra siden, da Kronprinsen kørte over for rødt. Jeg havde fået verdens bedste billede, men det havde været helt umuligt at leve med bagefter - hele Danmark ville sige, jeg havde slået prinsen ihjel.

Nu går der måneder mellem de gange, jeg tager telen frem og laver et paparazzibillede."