Mike Kildevaelds olympiske snowboardridt endte med en beskeden 15. plads i OL-disciplinen storslalom. Kort efter forlod Kildevaeld OL-byen, fordi hans tilbagelænede livstil ikke passede til den strømlinede olympiske ånd. Det var startsskuddet til en menneskelig nedtur, som Mike Kildevaeld i aften fortæller om på TV2 i programmet "Lige på og Sport."

"Jeg sad hos en kammerat og surfede på internettet, mens jeg røg marihuana og fik det værre og værre. Det var en periode, hvor jeg var virkelig deprimeret. Jeg vidste hele tiden, hvad jeg gjorde, men det var som om, jeg skulle ryge helt ned.

Da det skete, tænkte jeg, jeg skal have hjælp og gik til en rådgiver. Det har hjulpet, og nu er jeg over det," fortæller Mike Kildevaeld i programmet.

Mike Kildevaeld har aldrig lagt skjul på, at snowboard er et spørgsmål om livsstil, hvor kodeorderne er fest, action, frihed og uhøjtidelighed. Men festen fik en brat afslutning, da Kildevaeld 14 dage efter OL blev arresteret i USA og anklaget for besiddelse af marihuana, da politiet fandt 2 gram hash og en pibe i Kildevaelds bil. Timingen kunne ikke være dårligere. Under OL havde Mike Kildevaeld, da den canadiske OL-guldvinder Ross Rebagliati blev testet positiv for marihuana, udtalt, at han var fuldstændig færdig med at ryge hash.

Dommen faldt kort efter, og snowboard-verdensmesteren fra 1997 blev dømt til at følge et afvænningsprogram i et år med kontrolmøde hver måned.

Med til historien om Kildevaelds fald hører også, at Dansk Skiforbund besluttede ikke at indstille ham til støtte hos Team Danmark på grund af uroen. En nyhed, der ramte snowboarderen meget hårdt.

"Han blev utroligt vred, og det skete på et tidspunkt, hvor han var langt ude, ikke nødvendigvis på stoffer, men han var ude af balance," siger Henrik Fritzen fra Dansk Skiforbund, der tilbageskuende kan konstatere, at Kildevaeld i den periode af sit liv, spillede sine kort ekstremt dårligt.

Mike Kildevaeld kom i behandling for sit misbrug, der også involverede alkohol, og fandt langsomt sig selv igen gennem samtaler med en rådgiver. Han har fulgt afvænningsprogrammet og deltaget i AA (anonyme alkoholikere), som er en åben forening for folk med misbrugsproblemer. I løbet af 1999 fik Kildevaeld igen gang i karrieren efter at have været ude af World Cuppen i et år. Og det var nu en forandret Kildevaeld.

"Det var en glad Mike Kildevaeld, jeg talte med i sommeren 99. Han virker stadig på mig som en glad dreng, men kan nu bedre tage vare på sig selv," siger Henrik Fritzen.

Det er TV2-journalisten Charlotte Melin der står for indslaget. Hun har kendt Mike Kildevaeld både før og efter nedturen, og om forvandlingen siger hun.

"Han er stadig den samme spradebasse, der laver fis og ballade. Men han er meget berørt af det som er sket. Han har været igennem en form for erkendelse, og er blevet mere eftertænksom," siger Charlotte Melin.

Billedtekst: Farverige Mike Kildevaeld var en del af det kulturchok, snowboarderne gav IOC og OL i Nagano 1998. Siden har han været i behandling for stofmisbrug, men sigter mod Salt Lake City 2002.