Den danske nazist Søren Kams erindringer er blevet til en bog. Allerede inden bogen er udkommet, møder den forargelse fra modstandsfolk.

En ny erindringsbog fra den nu afdøde nazist Søren Kam mødes af massiv kritik fra modstandsfolk, skriver Jyllands-Posten.

Formanden for FIR Danmark, der er den danske afdeling af Den Internationale Sammenslutning af Modstandsfolk, Anton Nielsen, er forarget over, at bogen nu udkommer.

»Søren Kam blev aldrig retsforfulgt for sine forbrydelser, og han nægtede at stå til ansvar, da han var i live. Derfor er det problematisk, at han kommer til orde nu, da han ligger i mulden, og ingen kan røre ham,« siger han til Jyllands-Posten.

Samme modtagelse får bogen hos den tidligere overrabbiner Bent Melchior, der var blandt de danske jøder, der måtte flygte til Sverige under krigen.

»Vi ved jo, hvad Søren Kam stod for, og jeg mener, at det bedste, der kan ske med ham, er glemslens mørke,« siger han til avisen.

Søren Kam døde tidligere i år og efterlod flere af sine erindringer nedfældet. De måtte dog først udgives efter hans død. Kam fortrød aldrig sin sympati med nazismen, som han var tilhænger af hele sit liv. Han er mest kendt for sin involvering i mordet på BT’s daværende chefredaktør Carl Henrik Clemmensen. Det skete i 1943, og Kam blev aldrig retsforfulgt for mordet i Danmark.

Bogen bliver udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof og to historikere.