Efter en tumult tid er Erik Brandt endelig ved at være ovenpå igen. Han har kvittet alkoholen og er kommet på god fod med sine døtre igen. Nu viser det sig også, at han har genfundet kærligheden med en gammel flamme.
Det skriver Se og Hør.
»Jeg er faldet tilbage til den gamle, den rødhårede, og hun holder mig i kort snor,« sagde modeskaberen til Se og Hør, da ugebladet mødte ham til premieren på filmen 'Their Finest Hour.'
Erik Brandt hentyder til sin tidligere sekretær Sascha Justesen, som han dannede par med tilbage i 2014, og som han nu har fundet sammen med igen.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at modeskaberens forhold til den tyve år yngre kæreste Anne Christiansen bristede.
»Det er kørt lidt frem og tilbage, men det er slut nu,« sagde Erik Brandt til BT i midten af marts.
Men nu har den 73-årige jetsetter altså igen fundet kærligheden.
Det kommer ovenpå en tumult periode, hvor modekongens ældste datter, Emilie Brandt, afslørede i en Facebook-opdatering, at hendes kendte far var alkoholiker. Et faktum, der havde tæret så meget på forholdet mellem far og datter, at de ikke havde set hinanden i et halvt år.
Erik Brandt fik dog kæmpet sig ovenpå. Han kvittede alkohol og plejede forholdet til sine døtre.
»Nu har jeg lagt hvidvinen på hylden. Jeg har jo aldrig drukket andet end hvidvin de seneste tre-fire år, men jeg kan ikke tåle det mere, det må jeg se i øjnene,« sagde han dengang til BT.
Erik Brandt har ikke haft det nemt på kærlighedsfronten. Tilbage i 2011 mistede han sin kone, Margit Brandt, der var mor til hans to døtre. Parret var gift i 45 år, før Margit Brandt døde af lungesygdommen KOL i en alder af 66 år.
Modeskaberen bar længe rundt på en smertefuld sorg og var tæt ved at miste livsmodet.
»Mit liv med Margit glemmer jeg aldrig. Vi havde et fantastisk ægteskab, der var frit, kærligt, arbejdsomt og morsomt. Men det må aldrig ende som et mausoleum, så minderne beholder jeg i hjertet,« sagde han tilbage i marts 2016 til BT.
Nu har Erik Brandt altså fundet lykken igen sammen med Sascha Justesen.
Du kan læse Se og Hørs interview med Erik Brandt i den nyeste udgave af bladet, der er på gaden onsdag.